Musikforeningens_2

P erioden 1860—1870.

Ligeoverfor de gamle Klassikere var omtrent alt, der laa nær­ mest for Haanden, allerede længst gjennemgaaet. Dette gjælder baade om Mozart og Haydn og i ikke mindre Grad 0111 Beethoven efter at den foregaaende Periode havde indlemmet navnlig niende Symfoni og alle Koncerterne i Repertoriet. Et ringe Efterslæt stod endnu tilbage. Det blev bestridt nu: de to mindre Ouverturer, „Leonore“ Nr. 1 og „Kong Stefan“ , fremdeles et Par udvalgte Stykker af de to Messer. Men som det gaar det ægte Kunstværk, kun en nærmere Be- skuen og et fortroligt Kjendskab giver det rette Blik for alle Skjøii- heder. Ingen Komponist indtager derfor tilnærmelsesvis den Plads paa Programmerne som B e e t h o v e n . Gjør man Resultatet op visei det sig, at Beethovenske Værker ere opførte i disse ti Aar over 70 Gange, medens den, der kommer nærmest, Mendelssohn, kun naar op til lidt ovér de 40 , Schumann kun til henved 30. I Virkeligheden er Beethoven repræsenteret paa ikke langt fra hver Koncert i denne Periode! Naturligvis var det hovedsageligt Sym­ fonierne, der ere fremme („niende“ opføres to Gange, 1865 og 1867), men ogsaa især Klaverkoncerterne spilles flittigt, hver med sin „Specialist“, A u g u s t W in c lin g med den i G dur, A n t o n R é e med C mol og senere E d m u n d N e u p e r t med Es dur-Kon- certen. Beethoven var Tidens Autoritet, lutter Beundring hilste ham. Det er en ren Undtagelse naar en eller anden drister sig til at gjøre Kritik gjældende, hvad der saa til Gjengjæld kan falde ret pudsigt ud. Et Blad klager f. Ex. over, at Beethovens Messe i G ikke er „Kirkemusik i Palestrinas Forstand, der i enfoldig Højhed taler til Følelsen“, men tilføjer dog klogeligt, at det mangler Kom­ petence til at bedømme dens Værd som „musikalsk Regnestykke“. Ved Siden af Beethoven forsvinde baade Haydn og Mozart