Musikforeningens_2

- 1860oil870 -

156

fra over til det øverste og intelligenteste Lag af Dilettanterne. Schumanns Sange vinde Indgang, begynde at stille den gamle Romancesangs mere nødtørftige Melodier i Skygge, man kaster sig over hans Kammermusik, især Klaverkvartetten og -Kvintetten. I Musikforeningen kom tidligere Schumann kun sparsomt til Orde, nu hører han snart til de særligt foretrukne og naar op paa Højde med Mendelssohn. Der er først hele den rige Høst fra den tidligere Tid, „Paradies und Peri“, B dur-Symfonien, Klaverkvintetten for ikke at tale om Klaverkoncerten og Sangene (med Fru Zinck). Al betydelige Nyheder var dog endnu saa meget tilbage som sidste Del af „Faust“ (Fausts Verklärung), Es dur-Symfonien, den mindre Symfoni, der gaar under Navn af „Ouverture, Scherzo og Finale“, fremdeles i anden Række de to Ouverturer, „Manfred“ og „Julius Cæsar“, et Sanctus af Messen i C mol samt D mol-Trioen. At Tiden var fuldkomment moden til alt dette kan alligevel ikke siges. Af og til kan der findes ganske underlige Tegn paa Mangel paa Forstaaelse. Saaledes ved den første Opførelse af sidste Del af Faust-Musiken, et af de mest sprudlende Udslag af Schumanns geniale Fantasi. Selv „Intelligensen“ har den ikke smagt bedre end Goethes Digtning, der et Steds faar det Skudsmaal at være tysk „überschwenglich“. Helt at bryde med Schumann finder man dog ikke raadeligt, men saa draperer man sig bag sin nationale Særstilling. En Kritiker samler sine Indtryk i følgende: „Trods al Genialitet hos denne baade i god og slet Forstand særligt tyske Musiker gjenfinde vi i disse kølige Doktorrecitativer, i disse langstrakte Englekor noget af den samme Udspekulerthed, af den samme rent abstrakte Skjønhed, som er vor danske Natur for fjærn til at vi ret kan glæde os derved.“ Ogsaa S c h u b e r t spiller en større Rolle. Men regner man Sangenes uudtømmelige Rigdom fra er det jo ikke lige i Kvanti­ teten, at Schubert har Betydning for Koncertsalen. Af nyt gives „Wanderer-Fantasien“ for Klaver, fremdeles det første Stykke af den ufuldendte Symfoni i Hmol. Som Repræsentanter for de gamle staa igjen H a n d e l, B a ch og Gluck. Den sidste er med Stykker af „Alceste“ og „Orfeus“ den begunstigede — „Alceste“ gives tre Gange — men iøvrigt ind­ tager ingen af dem nogen fremtrædende Plads, mindst Händel, af hvem foruden det saakaldte „Kroningsanthem“ og Koncerten for Strygeinstrumenter i Gmol kun hovedsageligt forskjellige Arier i Ny og Næ komme til Opførelse. For Bachs Vedkommende gives