Musikforeningens_2

- 1836 —

G

sygdomme og paa den anden Side gav den Mod til at give sig i Kast med større Opgaver og inden kort Tid udvide sin snævert begrænsede Virksomhed. Den nyvalgte Bestyrelse satte sig strax i Bevægelse. Foreløbig gjaldt det nærmest den indre Organisation, Lovene o. a. Et snurrigt Tilfælde bragte paa dette Punkt en af Tidens aandelige Storheder i Forbindelse med Foreningen. Efter, at det første Udkast til Lovene var vedtaget af Generalforsamlingen tilfaldt det C o 11 in og L o r c k at udarbejde den egentlige Redaktion. I Bestræbelsen for at give disse det muligst stringente Udtryk stolede de ikke paa deres egne Kræfter, men henvendte sig til en Omgangsven af dem, paa hvis dialektiske Skarpsind de havde al Grund til at forlade sig — S ø r e n K ie r k e g a a r d . Mindre kunde ikke gjøre det. De samledes en Aftenstund med „Enten — Ellers“ Forfatter oppe hos Lorck og forelagde ham ved et Glas Punch det skitserede Udkast. Søren Kierkegaard tog Sagen tilsyneladende højst alvorligt og gav sig til at drøfte Enkelthederne. Men snart havde hans Dialektiks søndrende Evne taget Magten fra de to Lovgivere, der næppe havde tænkt sig de Følgeslutninger af deres reglementariske Bestemmelser, som den tilkaldte Filosof fik ud af dem. Temmelig tummelumske i Hovedet forlode de deres Raaclgiver. Allerede den 20 . Marts, altsaa kun fire Dage efter Generalfor­ samlingen, var Lovudkastet imidlertid færdigt og blev sendt til Repræsentanterne. Det tydede godt for Samarbejdet, at disse kun havde Smaating at bemærke ved Udkastet, og i Begyndelsen af den følgende Maaned, den 4 . April, tik saa Lovene i deres endelige Skikkelse Sanktion af Administrationen paa Selskabets Vegne. Op­ rindelig synes altsaa disse paa det af den konstituerende Forsamling vedtagne Grundlag at være udstedte som en Slags Forordning af den regerende Magt, ganske i Overensstemmelse med Tidens poli­ tiske System. Den næste Sag gjaldt selvfølgelig Foreningens Hovedopgave, Udgivelsen af et dansk Musikværk. Hvorhen man skulde søge for at fmde d et, derom kunde der ikke herske megen Tvivl. Der var først og fremmest W e y s e . Vanskeligheden i at træffe det rigtige Valg her var nærmest en embarras de richesse. Der var baacle nok af Kirkemusik og af Theatermusik. Uanfægtet af alle, be­ undret som den store Tonekunstner stod Weyse for sin Samtid nærmest som Kirkekomponist. Hans Paaske- og Pinsekantater, der ved de forskjellige Kirkehøjtider bleve opførte i Slotskirken, betrag