Musikforeningens_2

— 1860.-V1870 —

158

bidraget sit til at skaffe hans andre Kompositioner en rimeligere Forstaaelse end den før omtalte Kritiker besad. Af andre fremmede Nutidskomponister træffes paa Hr. Toftes Solistkonto R a ffs Violinstykke „La fée d’amour“, et harmløst Salonstykke, der imidlertid af en Anmelder, for hvem igjen klassi­ citetens kraftige Føde havde været for tung, fik den ublide Be- gegnelse at blive kaldet for „en af mangfoldige Stykker sammen- rimpet Purpurklud“. Det kan derfor i det hele ikke siges, at de nye Navne modtoges med Sympathi. Først længere hen i Tiden bleve Sindene mindre krigerske saa tre Kompositioner af Max B ru ch , „Schon Ellen“, „Flucht der heiligen Familie“ og „Die Isispriesterinn in Rom“, i det hele hilses med Velvilje. Blandt de danske Tonekunstnere begynde W ey se og Ku hl au at træde noget tilbage, især den sidste. For Weyses Vedkommende findes der Plads for et Par ikke før opførte Kompositioner, „Pinse­ hymnen“ og et Stykke af Kantaten „Forbøn“. Endnu stod Weyse, om ikke just i sin fulde Glorie, saa dog som den bestandigt hædrede. Man kan træffe paa saadanne offentlige Udtalelser, at som Kirke­ komponist er han ikke overgaaet af nogen nyere Mestei og „at han i dette Aarhundrede ikke har fundet nogen Sidemand uden Gherubini og tildels Mendelssohn“ ! Men Tiden, den levende, aktuelle, krævede mere og mere Plads for sig selv. Medens H a r tm a n n tidligere væsentligt var repræsenteret med ældre Ting kommer nu en hel Række nye Kom­ positioner fra hans Haand, foreløbigt dog kun mindre Sager. Sin egentlige Tumleplads havde han endnu paa Omraader, som laa Musikforeningen temmelig fjærnt, de store Lejlighedskantater og Balletterne. Til Gjengjæld kommer noget af det fineste og aand- fuldeste, Hartmann har skrevet, frem i Musikforeningen, de mindre Korstykker „Zigeunermårchen“, „Hinsides Bjergene“ , fremfor alle „I Provence“, Værker i den mindre Genrestykkets Art, som efter deres i Indhold indbyrdes store Forskjellighed vidner saa veltalende om Mangfoldigheden og Rigdommen af Hartmanns Skaberkraft. Dertil slutter sig Fortsættelsen af „Undine“, der har havt den