Musikforeningens_2

160

- 1860e*>1870 -

med „Liden Kirsten“ og flere Nyheder, Romancer, en Klaver- kvartet og hans første Symfoni, D dur. Fremdeles L ø v e n sk jo ld med den romantiske Ouverture „I Skoven ved Furesø“ , H an s M a tth is o n -H a n s e n med- Davids 130. Psalme for Soli, Kor og Orkester, N. R a v n k ild e med en Koncertouverture i G dur, E rik S ib o n i med to Værker (Pianokoncert D mol og Pianokvartet R dur) samt T. R. Sick med en Klavertrio i Adur. Et nyt Kuld af Komponister opstaar imidlertid, den tredje Generation, Musikforeningen i sin trediveaarige Tilværelse havde set voxe frem. Der var først P. Heise. Allerede i det foregaaende Tiaar havde han havt sin Debut, nu gaar der ikke Aar hen uden et eller andet af ham kommer til Opførelse, større og mindre Sager, en Symfoni Drnol, Koncertstykket „Efteraarsstormene“, Balladen „Bergliot“, endelig, som det fyldigste Udtryk for hans Be­ gavelses Ejendommelighed, en hel Række Romancer og Sange, disse friske og stemningsfulde Melodier, der gjorde hans Navn saa populært, kjendte nu af alle og enhver, „Ørnen løfter med stærke Slag“ , „Græd ikke mer du lille Mø“ , „Der var en Svend med sin Pigelil“, „Vildt flyver Høg over Land“, og saa mange andre. Mest var det Fru Z inck , der til Gades eller Windings Akkompagnement førte disse Sange ud i Livet, undertiden ogsaa Jul. S te e n b e rg . Næst Heise var A u g u s t W in d ing mest fremme. Efter som Klaverspiller at have sat sig fast i Publikums Gunst debuterede han som Komponist i Foraaret 1861 med en Andante og Allegro for Orkester. Aaret efter hørtes nogle Sange af ham, men det blev dog mest det instrumentale Omraade, hvorpaa han bevægede sig. Saaledes den „nordiske Ouverture“, et af den Oehlenschlågerske Tragedie inspireret Stykke, der senere tit er blevet gjentaget, nogle firhændige Klaverstykker, en Violinsonate, endelig en Klaverkoncert. Et mindre Korstykke, „Aftenstemning“ (af F. J. Flansen), repræ­ senterede den vokale Musik. To andre af Datidens „Yngre“ op- traadte hovedsageligt med Kammermusik, Ghr. B a rn e k ow i 1863 med en Piano-Sextet og Sangkredsen „Den Ensomme“, ja selv en saa udpræget orkestral anlagt Begavelse som Em il H a r tm a n n begynder fra Kammermusikens mere stilfærdige Standpunkt: først nogle Sange (af Ingemann og Ghr. Winther) i 1865, derefter en Piano-Kvintet (G mol) og en Piano-Trio (B dur). Kun et enkelt større Koncertstykke, „Plavfruen“, præciserer nærmere hans Stilling som den, han senere viste sig at være. Derimod debuterer G. F. E. H o rn em an 1869 med et Orkesterværk, den fantasirige Ouver