Musikforeningens_2

— 1860;v)1870 —

162

de europæiske Storheder udfyldes af vore egne Kræfter, A u g u s t W in d ing , T o f te , Oboisten S c h iem a n n og Klarinettisten Mo- z a r t P e te r s e n . De følgende Aar fortsættes Bevægelsen om ikke i samme hurtige Rækkefølge saa dog med kjendelig Forkjærlighed for Solospillet. Musikforeningen lader inden Tiaarets Slutning følgende Storheder optræde: Violoncellisten Fr. S e rv ais 1862, Flautisten A. de V ro y e 1865, Violinisten I. L o tto 1866 (med Viottis Violinkoncert Dmol), Brødrene Jul. og H a r r y S ch lom in g 1867, bekjendte fol­ deres Sammenspil navnlig af Spohrske Duetter, endelig selve Maje­ stæten J o a c h im 1868, samme Aar som de to norske Kunstnere, daværende Frøken E rik a L ie og Ed m u n d N e u p e rt. Det er ganske morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Musikforeningens Aand raader over dem alle sammen saalænge de ere indenfor dens Omraade, hvad enten Kunstneren eller Virtuosen er mest frem­ trædende hos dem. Falder Grundtrækket for deres Repertoire sammen med det for Musikforeningen almindeligt gjældende, saa meget desto bedre, hvis ikke maa de rette sig derefter. At Wilma Neruda spiller Mendelssohns Violinkoncert eller Paibinstein sin egen Piano-Koncert, at Joachim spiller Beethoven eller Erika Lie Bach er der ikke noget besynderligt i. Men ved de mere udprægede „Virtuoser“ kommer der ganske løjerlige Forbindelser frem. Saa- ledes sættes Haberbier til sammen med Mozart Petersen at udføre en ganske uskyldig Duo af Weber (Op. 48), og alt det, den store Fr. Servais kommer til at glimre med er — en Larghetto af Mozart, arrangeret for Violoncel, medens han iøvrigt i al Ydmyghed udfylder Tredjemandens Rolle i en Beethovensk Trio. Paa samme Maade tages Flautisten A. de Vroye til Indtægt for Klassicismen med en Koncert for Fløjte af Mozart. Hvem der af alle disse mange gjorde det største Indtryk kan man med et Blik paa den lange Liste nogenlunde sige sig selv. Ved deres Ejendommelighed, udprægede Personlighed og fuldkom­ ment tekniske Mesterskab stode selvfølgeligt Joachim og Rubinstein i Spidsen. Den førstes Hovedegenskaber, hans Foredrags hele stil­ fulde Alvor og prunkløse Storhed, var netop Musikforeningen mere end mange andre skikket til at vurdere, særligt saadanne Ting af hans Repertoire som Beethovens Koncert eller Bachs Chaconne. Ikke mindre ejendommelig, skjønt saare forskjellig og maaske nok saa betagende i Foredragets Lidenskab og Energi, var Rubinstein. Men specielt i Musikforeningen, hvor han kun optraadte en enkelt Gang, kom han ikke til at spille nogen fremtrædende Rolle. Hans