Musikforeningens_2

— 1860ool870 —

164

have bestridt alt, hvad der forefaldt af Klavermusik. Hvad enten det drejede sig om en Solopræstation eller et Stykke Kammermusik, at akkompagnere en Sanger, eller, naar det kneb, erstatte en Harpestemme i Orkestret, overalt var Winding med. Som en fint følende, aand fuld Fortolker og som den fuldendte Tekniker, lige glimrende og nobel, stod han som et Mønster for de unge. Hele Rækken af Beethovens kjendte Koncerter, Bach, Mozart, Haydn, Schumann spillede han, overhovedet en meget betydelig Part af det Klaverrepertoire, der støtter sig til Orkestret eller til Ensemblet, derimod mærkeligt lidt af egentlige Solopjecer, f. Ex. intet af Gho- pin. I Begyndelsen falder hans Optræden mere pletvis, men ere vi først komne forbi Aaret 1862, det store Virtuosaar, er Winding saa at sige selvskreven til hver Koncert. Det er en ren Undtagelse naar der dukker en anden Pianist frem, saaledes Frøken J o s e p h in e Cru li (senere gift Siboni) med Sibonis Koncert eller D. N o ack , der fra gammel Tid havde Hævd paa Gades „Foraarsfantasi“. Efter 1866 indtræder A n to n R ée igjen i Repertoiret, spiller Mozart, Beethoven og Mendelssohn samt en ny Koncert af Bennett. En enkelt Gang forenede de to Plovedrepræsentanter for Klaverspillet sig ved Mozarts Koncert i Es for to Pianoer. Den store Mængde blev naturligvis plaget af „Sammenlignelsens Dæmon“, men, som et Blad bemærker, „der var heldigvis Lejlighed til at glæde sig over, at man ikke var Vidne til nogen Tvekamp“. Endelig træffe vi lige i Slutningen af Tidsafsnittet E dm u n d N e u p e r t, der de­ buterer 1868 med Beethovens Koncert i Es. Solosangerne ere for en Del de samme som de i forrige Afsnit nævnte, enkelte Gange forstærkede med de to Koryfæer fra tidligere Dage, Fru G e rla c h (i „Korsfarerne“) og Frøken C a r o lin e L ehm an n . Dertil kommer den ny Høst af Operister fra Theatret, d’Hrr. H a r tm a n n , D ø ck e r, J a s t r a u , E r h a r d H a n s e n , der optraadte særlig hyppigt, Gh r is t o p h e r sen , og, som en Bebuder af den ny Tid, N. J. S im o n s e n , der debuterer 1870 i „Alceste“, fremdeles Fru L ev in so h n (debuterer 1868 i „Dryadens Bryllup“). Men ogsaa udenfor Theatret begynder man nu at søge de vokale Kræfter, saaledes Sangerinderne Fru B. P lan- sen og Fru M. B ang (født Fencker), hvoraf navnlig den sidst­ nævnte optræder meget ofte. Sin 2 5 - a a r ig e S tift els es da g fejrede Musikforeningen den 5. Marts 1861 med en Koncert, hvis Indhold illustrerede de to Hovedformaal, Tonekunsten i Almindelighed (M oza rts Jupiter-