Musikforeningens_2

166

— 1860ool870 -

Enkelte Spørgsmaal var der dog, der dukkede op under disse rolige Forhold og, meldte sig temmelig generende. Først og frem­ mest det om M e d lem s a n ta lle t. Musikforeningen var saa lykkelig- at lide af for mange Medlemmer. Siden hine første Aar, hvor Indmeldelserne voxede med en saa forbausende Hastighed, fra Maaned til Maaned, havde denne Forening ikke kjendt til hvad det vilde sige at have Pladser tilovers. Stillingen var den samme, som næsten altid før og senere, for hvert Numer, der blev ledigt, stod der Aspiranter udenfor i rækkevis. At Moden har havt noget at bestille hermed kan naturligvis ikke nægtes. Ellers vilde en By af den Størrelse, som Kjøbenhavn dengang var, ikke være i Stand til at stille et saa stort og ivrigt Kontingent af Musiksøgende paa Benene. Men som det gjælder om denne „Mode“, at den havde den sjældne Ejendommelighed at vare saa overmaade længe, saa- ledes kunde Musikforeningen uden Tvivl regne sig det til Fortjeneste at have samlet alle disse Skarer, baade kaldede og ukaldede, om sig og af de sidste at have uddannet de Muligheder for musikalsk Intelligens, som vare for Haanden. Denne lyse Side ved Overbefolkningen paa Koncerterne havde imidlertid ogsaa sin tilsvarende mørke. I Koncertsalen var der ikke Tilløb i den Forstand, at der var faldt. Der var Trængsel. Der fandtes nemlig flere Medlemmer end Kasinos store Sal kunde rumme, et Forhold, som allerede havde udviklet sig i Foreningens første literære Tid da man ikke betragtede Koncerterne som Hoved­ sagen. Og siden Erfaringen havde lært, at altid en Del af de faste Medlemmer udeblev fra Koncerterne havde man hidtil nogenlunde holdt det gaaende saa godt det lod sig gjøre. Dem, det imidlertid gik ud over, var Tilhørerne. Naar en Koncert skulde finde Sted indfandt de taalmodige Medlemmer sig en god Stund inden Dørene en halv Time før Koncertens Begyndelse bleve aabnede, stormede saa ind paa engang, naar Helligdommens Porte endelig lukkedes op, og udviklede derefter alle de elskværdige Egenskaber, som ere uundgaaelige, naar alle i en stor Menneskemasse ville et bestemt Sted hen og alle have de bedste Pladser. Det udartede sommetider til et formeligt Haandgemæng, hvor det tit havde sin Nød med, at ikke de „som tilsammen hørte“ bleve skilte ad i Strømmen. Alt som Aarene gik og Foreningen mere og mere kom paa Moden blev det ikke bedre hermed. Som en Kilde til Bestyrelsens daglige Bekymringer affødte Tilstanden en Mængde forskjellige