Musikforeningens_2

— Udgivelsen af et Musikværk — 7 tedes af den dalevende Slægt og endnu lang Tid efter som .det ypperste og ædleste af kirkelig Tonekunst. Hvad derimod Ope­ raerne angaar vare Meningerne mere delte. Som rimeligt er laa W eyses Operaer navnlig dem nærmest, som følte særlig dansk for Musiken. Men lød det end højt med Beundringsraabene fra denne Side saa kom fra den anden Kosmopolitismen med sine kritiske Briller, der ingenlunde altid var Weyse huld. Det mangler ikke paa Exempler herpaa i Dagspressen. Netop i disse Aar behandles Spørgsmaalet W eyse som Operakomponist temmelig hyppigt, fra Kritikens Side i „Den Frisindede“ og „Iris“, fra Beundringens i „Kjøbenhavnsposten“ og Heibergs „Flyvende P o st“. Oppositionen vover sig dog ikke meget ud over løse æsthetiske Talemaader, blandt hvilke „Manglen paa dramatisk Virkning“ er det hyppigst forekommende Argument mod W eyses Theatermusik. Det skulde herefter synes, som om det, der laa nærmest for Haanden for Musikforeningen, maatte være et Stykke Kirkemusik af Weyse. Paa den anden Side var det imidlertid netop et dra­ matisk Arbejde af ham , „Festen paa Kenihvorth“ , som havde givet Stødet til Foreningens Dannelse; desuden er det heller ikke urimeligt, at just den om W eyse vakte Diskussion kan have bidraget sit til, at de ledende Mænd i den ny Forening ved at vælge et dra­ matisk Arbejde af ham greb Lejligheden til at bekjende Kulør fol­ deres Vedkommende. I Administrationen synes der i alt Fald kun at være tænkt paa et saadant. Valget kunde ikke være vanskeligt. En Del af det mest populære blandt Operaerne var allerede ud­ kommet. Tilbage stod „Faruk“, Musiken til „Macbeth“ og „ F lo r i- b e l l a “ (komp. 1824 ). Blandt disse stod den sidste i første Række. „Faruk“ havde ikke gjort stort Indtryk, og Musiken til „Macbeth“ egnede sig paa Grund af sit ringe Omfang mindre til at debutere med. Hertil kom, at „Floribella“, uagtet den regnedes for Weyses bedste Opera baade efter Musikens fine Karaktertegning og dens sydlandske Kolorit, paa Theatret havde faaet en temmelig ublid Skæbne og rent var traadt i Skygge for Ivuhlaus „Lulu“. Her var altsaa Tale om en literær Æresoprejsning for Danmarks forgudede Tonemester. Til at komme paa Valg sammen med denne Opera udsaa man D u p u y s „ U n g d om o g G a ls k a b “ , ganske naturligt efter den dominerende Stilling, den bestandig indtog paa Theatrets Repertoire. Endelig var det kun et skyldigt Hensyn til I v u h la u s Minde (død 1832 ), der gjorde, at man ved samme Lejlighed tænkte paa „H u g o