Musikforeningens_2

— 1870ss>1886 —

178

vakte megen Opmærksomhed og gjentog sit Besøg Aaret efter, E r n s t R ap po l di 1877, endelig, i de sidste Aar, A n to n S v e n d ­ sen og F r. H ilm e r. Musikforeningens faste Kvartet overtog i Al­ mindelighed det væsentlige ved Soiréerne for Kammermusik, hvis Indhold dog en Tid lang havde en vis Tilbøjelighed til at forlade den gamle Tradition, Strygekvartetten, for at gaa over til de større Former (Sextetter, Oktetter eller mindre Koncertstykker). I de sidste Aar er dog Udviklingen atter gaaet tilbage i det gamle Spor og Strygekvartettens Anliggender ere siden 1884 bievne ud­ mærket varetagne af den saakaldte „N e r u d a -K v a r te t (A n ton S v e n d s e n , N ic o la i H a n s e n , Ghr. P e t e r s e n og F ra n z N e - m d a ). Af fremmede Solo-Violoncellister er kun optraadt en enkelt, nemlig F r. G ru tzm a c h e r i 1880. Med denne Overgang fra de ældre, mere bundne Former, til det moderne Livs frie Rørelser gaar Udviklingen af de indre An­ liggender Haand i Haand, dog sejgere, ulige langsommere og med flere Brydninger end der spores i det rent musikalske. Fra den foregaaende Periode havde Foreningen arvet ^en vanskelig Sag at bringe til endelig Afgjørelse, det tidligere berørte Spørgsmaal om Overbefolkningen paa Tilhørersiden. I og for sig kunde Situationen have sine behagelige Sider. At der først bliver rigtig ivrig Efter­ spørgsel om en Ting, naar kun et begrænset Antal Mennesker kan opnaa den, er en Erfaringssætning, som ikke mindst Musikforeningen i Egenskab af gammel Koncertgiver maatte have fuld Rede paa. Meget kunde derfor fra et rent Forretningssynspunkt tale for at blive staaende ved det givne Grundlag, lade Folk slaas om at faa Plads og saa iøvrigt holde sig fornemt tilbage, saaledes som Til­ fældet er mange andre Steder. Desuden var det klart, at det stadigt paatrængende Spørgsmaal om Udvidelse af Medlemstallet kun kunde løses ved en Udvidelse af Virksomheden, noget, som der ikke laa saa helt lige for den konservativt sindede Administra­ tion. At den derfor tøvede og betænkte sig, længere end mange syntes om, havde sine Grunde. Paa den anden Side havde Stillingen ogsaa sine ubehagelige Egenskaber. Den skabte en Skare Misfornøjede. Alt som Aspirant­ listen voxede, og den voxede stærkt, tog ogsaa Utaalmodigheden