Musikforeningens_2

— Klassikerne — 185 Men tæt, ganske tæt følge de andre store Symfonier, kun den iD du r holder sig noget tilbage, medens den første, „den Mozartske“, blot har to Opførelser. Indenfor Rækken af Symfonierne er der en Del Forskjel med Hensyn til det Tidspunkt, paa hvilket de mest ere kultiverede. De fire midterste af dem — B d u r, Gmol, Pastoral­ symfonien og A dur — spilles meget i Begyndelsen og under Glæser, men faa da til Gjengjæld en længere Hviletid i Aarene imellem ca. 1850—60. Omvendt med Eroica og Symfonierne i D dur og F dur (Nr. 8), der i Begyndelsen ikke træffes saa ofte, men opføres saa meget desto hyppigere i det nævnte Tiaar. Niende Symfoni kommer i sin Helhed først frem efter 1856. Næst Sym­ fonierne er det navnlig Korfantasien, Leonore-Ouverturen, de tre store Klaverkoncerter, Violinkoncerten og Bdur-Trioen, der udgjør den egentlige Kjærne af Musikforeningens Beethoven-Kultus. Efter ham, men betydeligt lavere, kommer M en d e lsso h n . Intet af ham er tilnærmelsesvis Gjenstand for en lignende Op­ mærksomhed. At han alligevel bestandigt har staaet Musikfor­ eningens Hjærte nær viser den forholdsvis store Rolle, han spiller. Henved Vio af den samlede Virksomhed gjælder ham. Temmelig jævnt fordele Opførelserne sig over de forskjellige Arbejder; alle de store Hovedting, hvoraf der næppe vil savnes noget, gives fra omtrent 6 til 9 Gange. Højst paa Listen staar „Valpurgisnatten“ og A mol-Symfonien, derefter kommer Finalen af „Loreley“, flere af Ouverturerne og Violinkoncerten. I Forhold til Beethoven staa de to andre Hovedklassikere, M o z a r t og H a y d n , ikke lidt tilbage. Den første naar ikke Halv­ delen, den sidste kun omtrent Tredjedelen af de Opførelser, deres store Efterfølger er repræsenteret med. For deres Vedkommende ere Tallene et korrekt Udtryk for Tidens ændrede Forhold, saa- ledes som de udviklede sig i Foreningens lange Liv, hvor Hen­ synet til nyere yngre Mesteres Fremtræden naturligt lader dem træde sjældnere frem. Ogsaa i deres indbyrdes Stilling faar dette sit bestemte Udtryk ved at Mozart, den os i Tiden nærmere staaende, paa sin Side overgaar Haydn med omtrent Vs af Op­ førelser, medens det for begges Vedkommende gjælder, at det væ­ sentligt skyldes de tidligere Aar, at Tallet overhovedet er naaét saa højt. Haydns B dur-Symfoni f. Ex., en af de oftest opførte, gives saaledes fire Gange i Fyrrerne, lige saa ofte i Halvtredserne, tre Gange i Tredserne, men kun en Gang i Halvfjerdserne og slet ikke i Firserne. Karakteristisk er det, at i Mozarts samlede Produktion