Musikforeningens_2

16

— 1837 -

sødt og vemodigt duftende Romantik paa en T id, hvor man fandt Beethoven for stærk og ikke kjendte Mendelssohn, end sige Schu- mann. Ved Valget af Hovednumeret endelig, F r a n z L a c h n e r s Symfoni, havde man derimod vistnok kjøbt Katten i Sækken. Den vai nylig blevet prisbelønnet af de daværende Concerts spirituels i Wien og opført, man sagde under stort Bifald, i Februar 1836 . Den unge Musikforening i Kjøbenhavn har altsaa skyndt sig godt ioi at komme med. Et Sensationsnumer var Symfonien nu rigtig­ nok mindst af alt. Den var i W ien blevet bedømt af en Komite med M'ænd som gamle Weigl, Gyrowetz, Umlauff o. a., hvor, som Edv. Hanshck udtrykker sig, „Kreutzer var den eneste romantiske P let paa den gamle Skoles hvide Hermelin«. Efter alt at dømme har Symfonien baade været kjedelig og lang (den indeholdt 304 Sider i Partitur mod 226 i Beethovens niende); Robert Schumann kaldei den i en Kritik tillige for stillø s, med sammenblandede tyske, franske og italienske Elementer. Man fortæller, at Weyse lejste sig og gik sin Vej midt under Opførelsen, saa den har næppe kunnet glæde sig ved nogen enthusiastisk Modtagelse. I Bladene fra hine Dage finder man ikke meget om det nye Samfund. Udenfor den musikalske Verden har aabenbart dette ikke havt saa stor Interesse, at Aviserne af den Grund skulde finde sig beføjet til at skrive noget udførligere derom. Desuden regnede Musikforeningen sig strængt for et sluttet Selskab, og Bladenes Indiskretioner var dengang en sjælden Ting. Derfor ser man i Pressen kun hist og her forekommende løse Smaanotitser angaaende Generalforsamlinger, Valg af Bestyrelse o. lign., ja knap nok det. Selv et musikalsk Fagskrift som Berggreens „Musikalsk Tidende«, stiftet netop samme Aar som Musikforeningen, indeholder ikke et Oid om denne. Saaledes gaar det lige indtil der gives en Koncert. Saa bliver der Røre i Vandene og, trods alle Hensyn til „det slut­ tede Selskab«, møder „Kjøbenhavnsposten« et Par Dage efter Kon­ certen med følgede Stykke: „Løverdag den 28 . Januar gav Musikforeningen paa Hoftheatret sin første Concert, hvis Indhold fuldkomment tilfredsstillede de Fordringer, man kunde giøre til et Selskab, der har sat sig til Formaal at virke til Udbredelsen af den classiske Musik blandt dens Medlemmer. Concerten aabnedes med Lachners herlige Sin- fonia passionata i G mol, som af et ualmindelig godt besat Orchester under Hr. Concertmester Bredals Anførsel udførtes med en impo­ nerende Kraft og sjelden Præcision. Uagtet det ikke er alminde