Musikforeningens_2

18

1837 -

at en Symfoni blev udført i Sammenhæng. Hvad vi nu ikke godt kunne tænke os anderledes hørte altsaa dengang til Undtagelserne. Vilde man imidlertid af den Grund regne Folk herhjemme for Bar­ barer tog man dog fejl. At dele en Organisme, som en Symfoni er eller dog bør væ re, i en eller flere P a rter, var n o g e t, man dengang brugte saa jævnligt overalt, selv paa Steder, hvor ellers Plejen af Tonekunsten stod højt. Koncerter vare i første Linie en Underholdningssag, Kunsten selv i denne Henseende mere et Middel end et Maal. I et saa honorabelt Selskab som „Gesellschaft der Musikfreunde“ i W ien finder man endnu i Aaret 1839 imellem første og anden Afdeling af Schuberts G dur-Symfoni anbragt - en Bravurarie af „Lucia di Lammermoor“ ! I Berlin gik det til paa samme Maade. I et Numer af „Berliner Musikzeitung“ fra 1824 gjøres der udtrykkeligt opmærksom paa, at paa en Koncert af Kammermusikfis Braun vil Mozarts G mol-Symfoni blive givet f u l d ­ s t æ n d ig t , og i et senere Numer ytrer den bekjendte Musikskribent Marx sin Glæde over, at i den forløbne Sæson baade denne Sym ­ foni og Beethovens Eroica ere bievne opførte fuldstændigt og i Sammenhæng. „Det er noget, vi ikke have kjendt de tre sidste Aar,“ udbryder han. „Kjøbenhavnsposten“ havde altsaa i Virkelig­ heden god Anledning til at være tilfreds med det vundne Fremskridt. Sammenlignet med de almindelige Koncerter staar Musikfor­ eningens ogsaa i Henseende til Karakteren af Indholdet som noget for sig selv. Tiden tog det ikke saa nøje med sine Musiknydelser. Det gjaldt mest Fornøjelsen, man vilde more sig saa meget som muligt og helst arbejde selv med saa lidt som muligt. Hvad der manglede var derfor ikke saa meget Musik nok — en henved tredive Koncerter om Aaret var det sædvanlige herhjemme — som god Musik nok, eller rettere sagt en virkelig kunstnerisk Holdning i Programmet. Som oftest fandt de større Koncerter Sted paa det kgl. Theater, enten det nu var en fremmed Virtuos eller en a f Ka­ pellets Medlemmer, som skulde producere sig. D et, det drejede sig om ved disse Lejligheder var, som man let kan skjønne, mere Virtuositeten i Særdeleshed end Tonekunsten i Almindelighed. Man kaldte disse Produktioner med et træffende Navn for „Numer- koncerter“. Gik det engang imellem løs paa større Opgaver var det i Almindelighed til Fordel for et eller andet goddædigt Øjemed, for de Vandlidte, de Blinde osv. Men dette var en ren Undtagelse. Ud over Forherligelsen af den eller den Solists Præstationer (og Person) synes Tiden kun med Besvær at hæve sig. Følgen heraf var naturligvis meget uskyldige Tilstande. Man jublede over det