Musikforeningens_2

— Koret dannes — 27 mente ikke at burde paatage sig Udgifterne til Inventarium og lignende. Det varede heller ikke længere end til det følgende Aar inden Sagen igjen var i Gang og det med den fornuftige Ændring, at Øvelserne bleve satte i umiddelbar Forbindelse med Koncerterne, ja man tænkte sig endog Muligheden af med Syngeskolen at indrette mindre Koncerter, Matineer o. lign., hvor Akkompagnementet skulde diesørges af Klaver eller Strygekvartet. Planen blev dog aldrig realiseret i dette Omfang. Henad denne Tid havde Lund af Hel­ bredshensyn maattet trække sig tilbage og Ledelsen gik over til H a r Lman 11. Skjønt saaledes fra Begyndelsen staaende i et fjærnere For­ hold til Koncerterne følger det af sig selv, at Syngeskolen afgav den væsentlige Bestanddel for det nye K or. Her indøvede Lund med Damerne, Hartmann med Herrerne. Hvor stort dette Kor har været kan ikke ses af Aktstykkerne, heller ikke har man nogen Fortegnelse over Medlemmerne eller dog blot nogle af dem. Men at dømme efter Forholdet noget senere og efter de Kræfter man i det hele satte i Bevægelse for Koncerterne, kan det ikke have været under en Snes paa hver Stemme. Den første Opgave gjaldt ikke noget mindre end Me 11d e 1 s s o h 11s „P a u 1 u s “. Valget af netop dette Værk er betegnende for den Iver og det Mod, hvormed man tog fat. Det hørte dengang til de sensationelle Nyheder, og havde for ganske nylig, i Marts 1837 , fundet sin første Opførelse i Leipzig. Musikforeningen i Kjøbenhavn kom altsaaganske tæt efter det store Gewandhaus i Leipzig et godt Stykke forud for andre, selv berømte Instituter, f. Ex. Wien, og det uagtet Opførelsen naturligvis baade krævede et vidtløftig Apparat og store Omkostninger. Ganske vist nøjede den kjøbenhavnske, nydannede Forening sig til Gjen- gjæld med et Brudstykke af Oratoriet. Opført blev denne Gang blot en Part (Nr. 1 — 11 ) af første Afdeling, Resten kom først med den følgende Sæson, ja anden Afdeling ikke før 1841 . Men man maatte jo klogelig! i Begyndelsen tage Forholdene iagt, baade Korets Evne til at ydeog Publikums til at nyde, og læmpe sig frem med ikke altfor lange Skridt. At beskære og tildanne til eget Brug var jo i det hele en T ing, man ikke tog ængsteligt paa, hverken dengang eller sen e re1). ’) Det kg! Theater viste Vejen. Foran „Alferne“ havde man saaledes engang sat Ouverturen til „Sommernatsdrømmen“ , et Stykke, der rnaaske har forekommet Regissøren for langt i sin Helhed. Thi man stoppede sans gêne op paa Halvvejen.