Musikforeningens_2

— 1838 -

36

var væsentligt Praktiker og som saadan en brugbar, om ikke særligt fremragende Dirigent. Han manglede dertil en Del i sin Uddannelse som Kunstner, hvad hans praktiske Dygtighed ikke altid har kunnet dække over. I al Fald fik han det tit at høre i Aviserne. Til Musikforeningen selv stod han, trods sin Dirigent­ virksomhed, i et løst Forhold. Hver Gang han skulde fungere blev han særlig opfordret dertil i en egen Skrivelse med Underretning om, hvorledes Programmet var sammensat af Administrationen. Selv var han kun nogle enkelte Aar Medlem af denne Korporation og har næppe havt stor Indflydelse der — et underligt Forhold, som vi i vore Tider knap nok kunne sætte os ind i.

Saa meget end Koncerterne og hvad dermed stod i Forbindelse lagde Beslag paa Interessen og Kræfterne, glemte man dog ikke „Hovedopgaven“ , den literære Virksomhed. Det kunde imidlertid ikke længe blive skjult, at Forholdene her antoge en bestandigt ugunstigere Udvikling. Man tør vel allerede tvivle paa, om den Lodtrækning, der hvert Aar fandt Sted og ifølge hvilken 100—200 af Medlemmerne bleve lyksaliggjorte med en Opera i Klaverudtog, kunde glæde sig ved nogen overvættes Interesse. Sikkert er det, at det Udslag af Publikums Deltagelse, som lagde sig for Dagen ved Kjøbet af disse Operaer, ikke godt kunde være ringere. Bedst gik det „Sangene“ , hvoraf der solgtes 105 Exemplarer. Men med Hensyn til „Hugo og Adelheid“ stillede Afsætningen sig endogsaa hjem gav han en Koncert, men blev ikke gunstigt bedømt. Fingrene og Buen løb stadigt fra ham. Ved Schalls Protektion blev han imidlertid Forspiller ved første Violin, medens selve Wexschall i Begyndelsen fungerede i samme Egenskab ved anden Violin, et Forhold, der naturligvis satte meget ondt. Derefter blev Funck Balletrepetitør og Dirigent samt efter Tiemroths Afgang Koncertmester. Han skal som Dirigent have manglet Evnen til at følge Sangerne i deres dramatiske Foredrag og til at støtte Danserne, naar Kræf­ terne toge af. Som Person skildres han som en net,* fin Mand, stille og indesluttet. 1842 blev ban afløst af Paulli som Balletrepetitør og 1849 fik han under Heiberg Afsked som Koncertmester, hvilken Stilling Paulli lige­ ledes overtog.