Musikforeningens_2

53

— Ny Prisopgave —

sin store Betydning og desuden paa Forhaand kunde siges at interessere særligt den oplyste Del af det musikalske Publikum, altsaa tillige Musikforeningens Medlemmer. Det blev derfor be­ stemt at understøtte Udgivelsen ved, for en noget nedsat Pris, at tegne Subskription paa 150 Exemplarer, der saa bleve bort­ loddede paa sædvanlig Maade. Saaledes blev Anno 1840 et særligt rigt Bortlodningsaar. Ja man stansede end ikke med disse Værker, men tog den fornuftige Beslutning, da baade „Floribella“ og „Hugo og Adelheid“ bestandigt viste sig som en saare problematisk Handels­ vare, at rydde lidt op i den store Beholdning, saa at endvidere 50 Exemplarer af hver af dem kom til Bortlodning. Endelig var der det tredje Virksomhedsomraade tilbage, P r i s ­ opgave rne . I en Skrivelse, August 1839, henledte Administra­ tionen Bæpræsentantskabets Opmærksomhed paa, at der var forløbet lang Tid siden den sidste Prisopgave (Sangene) var fremsat. Den foreslog derfor, at der skulde udsættes en Pris af 20 å 25 Dukater for den bedste Komposition af en Ouverture for Orkester. For­ slaget blev optaget meget gunstigt, kun mente mange, at Pris­ belønningen i Forhold til Opgavens Størrelse var for ringe, men denne Betænkelighed svandt hurtig da de „ praktisk kyndige “ erklærede, at der ikke var nogen Grund til den. . Ogsaa da For­ slaget kom for Generalforsamlingen faldt det i god Jord. Det blev end ikke debatteret, men vedtaget enstemmigt uden Afstemning. Efter sin Natur var denne Opgave beregnet for de specielle Musikere, med Udelukkelse af al Flalvdannelse. Da fremdeles den alene var bestemt for danske, det vil sige „i Danmark eller Hertug­ dømmerne levende“ Komponister, og det maatte forudses, at de bedste og mest ansete Kunstnere af Faget vilde give Møde til denne Væddestrid, blev det nødvendigt at søge Prisdommerne i Udlandet. Jo bedre Navne, desto større Glans naturligvis over Forehavendet. Med ungdommelig Sorgløshed gik man da til saa omtrent de bedste, der kunde faas: Mencl el ssohn, Spoh r og Fr. S c h n e i d e r 1) i Dessau. Et Afslag fra disse tre Koryfæers Side, som i deres daglige Virksomhed, baade privat og offentlig, maatte have mere end nok af den Slags lidet taknemmelige Hverv,

1 ) Fr. S c h n e id e r, Doktor i Musik, en for sin Tid bekjendt Komponist Diri­ gent og Lærer. Navnlig hans Oratorier, hvoriblandt „das Weltgericht“, stode højt i den almindelige Mening, men de have ikke overlevet den Slægt, der gjorde dem berømte.