Musikforeningens_2

64 — 1843 — selv, hvis Navn tilmed de sidste Aar ikke havde været repræsente­ ret paa Programmerne, skete ikke, uvist af hvilken Grund. Derimod blev Weyse hyldet med en specielt til Ære for Dagen skrevet Sang af Henrik Hertz, hvortil Ha r tmann havde sat Musik. Den blev afsunget i Begyndelsen af Koncerten, hvor Weyse personlig var til Stede og blev hilset med almindelige Hurraraab. Desuden deltog Musikforeningen i de Hædersbevisninger, som bragtes Jubilaren, ved at tilskyde det manglende i den Sum, der var indsamlet for at skænke ham et nyt Klaver. Foruden ved Mende l s s ohn s Symfoni-Kantate „Lobgesang“ og ved en ny Koncertouverture af G. J. Hansen, den samme, der ved Prisæskningen var blevet særligt fremhævet af begge Prisdom­ merne, fik denne Koncert sit eget Præg ved den første Optræden af Fru C l a r a S chuma nn — dog 111 aaske snarere for os, der nu se tilbage i Tiden end for Publikum i de Dage. Fru Schumann var dengang ung og kom til os, et Par Aar efter sit Bryllup, mere som en af de mange end som en af de faa. At skille Klinten fra Hve­ den var dengang ikke saa let at gjøre for enhver som nuomstunder. Hele Virtuosbevægelsen var endnu, i al Fald for os, en saa temme­ lig ny Formation, og det var ikke at undres over, om det under Indtrykket af den almindelige Invasion i cle Aar, første, anden og tredje Rangs Kunstnere i broget Mangfoldighed, løb rundt for den store Mængde. Man jublede over Brødrene Griebel ligesom man faldt i Ekstase over Franz Liszt. Virtuoser først og Virtuoser sidst, det var Tidens Løsen. Medens den politiske Reaktionsperiode før Trediverne væsentlig kan siges at have faaet sit musikalske Udtryk i Rossini, var det nu Virtuositeten som saadan, der blev det bestemmende for det musikalske Samfund i Borgerkongedømmets Tider. Trods alle de primitive Befordringsmidler, trods Diligencer og Sejlsmakker, der betog en Kunstrejse saa overmaade meget af dens Tiltrækning, vare vi dog fulgte ganske godt med paa dette Omraade, havde givet vore enthusiastiske Bidrag til de Hekatomber af Bifald og Hyldest, som Virtuositetens farende Svende indhøstede overalt. Just paa denne Tid havde nylig Ole Buli og Franz Liszt med deres Kunsts hele ungdommelige Pragt og Glans overvældet Kjøbenhavn. Det var ikke langt fra, at Liszt, „Republikaneren med GIacéhandsker“ , blev taget til Indtægt af Frihedsmændene fra Fyrrerne. „Den, der forstaar Liszt, forstaar ogsaa, hvorfor og hvorledes de stormede Bastillen, han aner Forjættelsen om Fremtidens Frelse,“ udbryder engang „Fædrelandet“ .