Musikforeningens_2

— Clara Schumann — 65 Musikforeningens Stilling til denne gryende Virtuosmani var for­ sigtig, afventende. Foreningen havde ifølge sit Formaal ingen nær­ liggende Grund til særligt at kultivere disse Kunstens prangende, stærkt duftende Blomster, den havde en Fornemmelse af, at denne Kultur i Længden kunde føre den betænkeligt af Vejen, og den fandt sig roligt i de Finter om at „benytte Kategoriernes Kræmmeralen“ , som af og til blev rettet imod den. Liszt og Ole Buli havde lagt Kjø- benhavn for deres Fødder til Trods for, ikke ved Hjælp af Musik­ foreningen. Paa den anden Side vilde det jo være bitter Pedanteri og Principrytteri at udelukke alt, ogsaa dem, man traf paa sin Vej. Men det havde hidtil saa godt som alene været hjemlige Kræfter (Wexschall, Gerson, Courlænder, Fru Tutein, Adolph Nathan), der havde repræsenteret Virtuosbranchen, selv Rud. Willmers var jo saa godt som dansk. Som en Slags underholdende Feuilleton- artikel i det ellers solidt udstyrede Program var der af og til faldet en eller anden Solopræstation af, men det egentlige karak­ teristiske Stadium for Virtuosfeberen, Beruselsesprocessen, havde Musikforeningens Medlemmer endnu ikke gjennemgaaet. Nu kom Clara Schumann. Hun har imidlertid paa dette Tidspunkt knap nok forandret noget i dette Forhold. „Den smukke symbolske Skik at tilkaste Kunstneren Blomster“ , som ifølge et Blads Udsagn første Gang kom til Anvendelse ligeoverfor Liszt, har næppe været gjentaget med hende. Dertil var hendes Kunst for indadvendt, for lidt udfordrende. Som en fin og fornem Salonfremtoning havde hun for nogle Aar tilbage begyndt ligesom alle de andre, der spillede Tbalberg og Henselt, og for hvis Præstationer Virtuositeten som saadan gjaldt som den egentlige Maalestok. Men det varede ikke længe inden hendes poetiske, romantiske Syn paa Musiken førte hende ad helt andre Baner. Der tilkommer hende som den første, og Liszt efter hende, Æren af at have indført Bach og Beethoven paa Klaver- programmerne, paa en Tid, hvor den enes Præludier og Fugaer og den andens Sonater hørte ind under den Musik, der i Koncertsalen var det døde Bogstav. I Musikforeningen var selvfølgeligt dette den største Anbefaling. Hun spillede B e e t ho v en s Appassionata (dog kun Adagioen og Finalen) og kom tillige til at introducere Gh opin ved Etuden Nr. 5 i Ges. Da hun senere, en halv Snes Aar efter, vendte tilbage, stod hun i sin Berømmelses Zenith. I hendes Pro­ grammers Sammensætning var der intet ændret, men vel i Publi­ kums Vurdering af hende. Der er faa, der har efterladt det Indtryk Musikf. Festskrift. II. 5