Musikforeningens_2

67

— Operaen og Kapellet —

maaske en kort Fremstilling af dette Spørgsmaals Løsning være paa sin Plads her. Pivad der var at gjøre for at komme ud af Uføret, derom vare alle i Hovedsagen enige. Man kjendte tilstrækkeligt til, hvad Splittelse vilde sige, nu skulde Feltraabet være Sammenhold, Fast­ hed og Orden. I Stedet for de mange Smaakonger vilde man have en enkelt Konge, udrustet med al den Myndighed, der var fornøden for at tage Ledelsen af Operaens samtlige Elementer i sin Haand. Det, man krævede, var altsaa Udnævnelsen af hvad man dengang hyppigst gav Navn af en „Musikdirektør“ eller hvad vi nu kalde for „Kapelmester“ . Det er imidlertid en gammel Erfaring, at har en Tilstand Traditionens Hævd for sig, saa besidder den ikke mindre Sejghed, fordi den grunder sig paa et fejlt Princip, tværtimod. Det kunde derfor have havt lange Udsigter med Reformer, om der ikke var kommet noget til, der havde gjort Spørgsmaalet brændende. Frøh- lichs tiltagende Sygelighed gjorde hans Afgang som Koncertmester nødvendig. Hvad nu? At der frembød sig en gunstig Lejlighed til at sætte Reformen i Værk var øjensynligt. Vanskeligere var det at komme til Enighed om, hvem der skulde iklædes den ny Værdighed. Det manglede ikke paa indenlandske Kandidater, som den offentlige Mening udpegede, Hartmann, Bredal, ogsaa Funck. Andre stemmede paa Konkurrence, skjønt det ikke let ses, hvad man havde tænkt sig ved en saadan, da Manglen jo netqi bestod i den fleraarige Konkurrence, der havde fundet Sted mellem de tre Koncertmestre. Den almindelige Mening var ogsaa mere radikal. Gjaldt det et extraordinært Onde maatte man gribe til extra- ordinære Foranstaltninger, og derfor blev den Anskuelse, som gik ud paa, at man burde søge til Udlandet for at faa den rette Mand, ogsaa den, der sejrede. At finde ham, det var kun Vanskeligheden. Det var til Musikforeningen, at Theatret, i hvis Bestyrelse nu den musikalske Konferensraad Kirstein havde Sæde, under denne Forlegenhed henvendte sig for at søge Raad. I September 1841 blev Administrationen af Theaterchefen anmodet om at erkyndige sig om „hvorvidt nogen af Udlandets Musikere, som maatte antages at besidde den fornødne Dygtighed til at beklæde den for Tiden vakante Musikdirektørpost, maatte være villig til at overtage samme mod en Gage af 3000 Rdl.“ Der kunde ikke være givet Musik­ foreningen et klarere Bevis paa Beskaffenheden af den Plads, den