Musikforeningens_2

1843 -

68

-

indtog i det offentlige Omdømme, end denne Anmodning, stillet af en af Repræsentanterne for den enevældige Statsmagts gamle Princip: „Vi alene vide.“ Fra sin Side lod Foreningens Admini­ stration det heller ikke mangle paa Iver efter at gjøre sig denne Tillid værdig. Den gav sig strax i Færd med Arbejdet og kunde, efter at en Del af Vinteren var gaaet hen med Overvejelser og Forhandlinger, der i Virkeligheden bleve bestemmende for den Beslutning, Theatret tog, i Februar 1842 overrække Theaterchefen en udførlig og omfattende Betænkning. Baade i sin Helhed og i sine Enkeltheder frembyder den megen Interesse ved det Lys, den kaster over Operaforholdene. Men af Hensyn til Pladsen kan den paa dette Sted kun meddeles i Uddrag. Sit Udgangspunkt tager Betænkningen fra den Forudsætning, at det, man ønsker, ikke er en speciel Orkesterdirigent, hvad man let vilde kunne finde blandt vore egne Landsmænd, men en Mand, der kunde bringe Operaen til den Lløjde, den burde indtage, „men som den for Tiden er langt fra at have naaet“ . I den Anledning- hævdes stærkt Enhedsprincipet, der henvises til Forholdene ved Udlandets Operascener, og kræves Ansættelsen af en Kapelmester som Overleder af alle Operaens Anliggender. Hvor uheldigt Kræf­ ternes Sønderlemmelse have virket, vises bl. a. af Tilstanden i den sidst afsluttede Periode, da Schall med sin Energi havde bragt vort Orkester op til en Højde, „som faa Orkestre i Europa dengang havde“ , »men hvor ogsaa til Gjengjæld Orkestret ved Opførelsen af Operaer aldeles uforholdsmæssigt traadte i Forgrunden og domi­ nerede det vokale Element. At vi senere i Siboni fik en frem­ ragende Syngemester, hjalp ikke herpaa, „thi denne livlige Mand, der fra sin Side ingen Myndighed havde over Orkestret, maatte ved den Opposition, han stadigt mødte, snart føle sin Iver kølnet“ , saa han trak sig tilbage til sin Syngeskole, hvor han væsentligt beskæftigede sig med at uddanne enkelte fortrinlige Koncertsangere. Jo større Kapelmesterens Myndighed derfor kunde blive, desto bedre. Paa dette Punkt blive imidlertid Forslagsstillerne selv bange for de mulige Følger af den eventuelle Kapelmesters diktatoriske Magt. For at holde alle Udveje aabne tilraades det derfor, foreløbigt kun at udnævne Kapelmesteren paa fem Aar. Det var en løjerlig Bestemmelse, som vi bl. a. have at takke for, at en af Udlandets mest bekjendte Komponister ikke tog imod Tilbudet herfra, men man mente dog at have Grunde for at stille den op.