Musikforeningens_2

73

— P. Funck af'gaar som Dirigent —

saa stærkt forbundne med hinanden, at hans Død ikke kunde gaa hen som en dagligdags Begivenhed. Desuden føltes dette Dødsfald hele Landet over som et virkeligt Nationaltab, som ingen var nærmere til at give Udtryk end Musikforeningen. Det blev da bestemt, at et af Weyses mest fremragende Værker skulde opføres, og man valgte dertil „Den ambrosianske Lovsang“ . Men ogsaa mere direkte lagde man sin Llyldest for Dagen. Ha r tmann kom­ ponerede en Kantate, „Weyses Minde“ , til Ord af Hen r i k Hertz. Den blev opført som Indledningsnumer, senere udgivet af Musik­ foreningen og fordelt blandt alle Medlemmer. Endelig afsluttedes Mindehøjtiden med Symfonien „per festiggiare il sovenire di un gran uomo “ , B e e t h o v e n s Eroica. Denne Mindekoncert blev den sidste, Funck dirigerede i Musik­ foreningen. I dennes Papirer findes intet, der direkte tyder hen paa, at Funcks Tid var udløben. Men det er ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad der har bevæget ham til at trække sig tilbage. Han var indsigtsfuld nok til at se, at han ikke kunde staa ved Siden af den ny Kapelmester, og at han, om han vilde forsøge derpaa, kun vilde udsætte sig for Opposition. Maaske har han ogsaa i Administrationen følt Grunden vakle under sig. Allerede det, at Glæser, knap fortrolig med sin ny Stilling i Theatret, saa- ledes en, to, tre gav sig til at dirigere fire Symfonikoncerter, var jo betegnende. I Stedet for at falde, foretrak Funck derfor i lide at gaa. Omtrent fjorten Dage efter Koncerten indgav han sin Afskedsbegjæring og udmeldte sig samtidigt af Administrationen. Det er vanskeligt ikke at skjænke Funck sin Sympathi. Uden særligt fremragende Talent og uden i Venners Hjælp og de tone­ angivendes Anerkjendelse at have den Støtte, som hans Kollegaer, Frøhlich og Bredal, kunde glæde sig over, staaende saa temmeligt alene, havde han i et betydeligt Tidsrum som Dirigent været benyttet som en Brugelighed, man ikke kunde kaste \rag paa, fordi han paa sin Plads dog, naar alt kom til alt, forholdsvis var den bedste. Skjønt saaledes i Besiddelse af Magtens Sødme kan det dog ikke have undgaaet hans Opmærksomhed, at han, trods sin Dygtighed og sin redebonne Arbejdsiver, i Musikforeningen dog saa jævnt hen kun blev betragtet som midlertidig. Man ventede blot paa den Kapacitet, der kunde afløse ham. Ved de første Valg af Foreningens Tillidsmænd kom han end ikke i Betragtning, „Autoritet blev han aldrig, og af liden Betydning var han som oftest foi Sa­ gernes Ledelse. Beskedent holdt han sig tilbage; hvor han ikke