Musikforeningens_2

74 — 1843 — kunde trænge igjennem ved sine personlige Egenskaber, der vilde han heller ikke trænge paa. Det er denne Beskedenhed hos en Mand, der dog til syvende og sidst besad den øverste Feltherre- myndighed, som gjør hans Skikkelse tiltrækkende, saa meget mere, som han almindeligvis maatte nøje sig med en temmelig kølig Anerkjendelse. De Taksigelsesbreve, han modtog, udmærkede sig just ikke ved deres Varme, og nu, da han for bestandigt skiltes fra Musikforeningen, var det den samme „officielle“ Tone, der blev brugt. Administrationens Ord, at „det er en Trang for os at bevidne Dem vor og Selskabets Erkjendelse af den udmærkede Iver og den Dygtighed, hvormed De har udført de anstrængende og vanskelige Forretninger“ , disse Ord ere altfor høflige til ikke at synes kolde ligeoverfor en Mand, der havde trukket Læsset i saa mange Aar. Ja , det klinger næsten som Ironi, naar Skrivelsen efter nogle Komplimenter til Funck slutter med at udtale den Formening, „at det kun kan være ham behageligt at erfare, at Kapelmester Glæser har vist os den Velvilje at love for Fremtiden at ville dirigere vore Koncerter“ . Man skulde tro, at Glæser som Funcks Afløser ogsaa havde arvet hans Stilling som Medlem af Administrationen. Det gik imidlertid ikke saa lige til. Det gamle besynderlige Forhold, at Dirigenten ikke havde Del i Bestyrelsen, opstod igjen, og Glæser blev, ligesom sin Forgænger, først efter Aars Forløb valgt først som Suppleant, siden som Repræsentant, hvorimod han aldrig naaede Sæde i den egentlige Bestyrelse.

Kaste vi et Blik tilbage paa Virksomheden i Musikforeningens syv første Aar, er det interessant at følge en Udviklingsgang, der langsomt, men sikkert bevæger sig bort fra det oprindelige Ud­ gangspunkt, Dyrkelsen af den særligt nationale Musik med dens oprigtige, men naive Enthusiasme for de danske Komponister. I denne Henseende indeholdt den første Paragraf af de oprindelige Grundbestemmelser Parolen: Foreningen skulde virke for Udbre­ delsen af fortrinlige dan ske Musikværker. Om andre var der end