Musikforeningens_2

— Tilbageblik —

ikke engang Tale. At man havde saadanne Tanker i 1836 var ikke saa forunderligt. Der fandtes ellers intet Koncertinstitut af Be­ tydning, ej heller stort Kjendskab til Musikliteraturen i det hele, og den lille Kreds af Mænd, som i en lykkelig Stemnings Begejstring og fyldt af Kjærlighed og Ærefrygt for Weyse stiftede Musik­ foreningen, maatte ud fra dette Standpunkt have en sangvinsk Tro til, at alt det skjønne, de elskede hos ham, var den første Afgrøde af den danske Tonekunst, der nu først rigtigt skulde udfolde sig. I Overensstemmelse med disse Anskuelser bleve de første Love givne og væsentligt, men dog ikke fuldstændigt følgende disse traadte Musikforeningen ud i Livet. Hvad den i denne Lienseende udrettede, er allerede nævnt: Udgivelsen af otte Musikværker, hvoraf tre store Operaer, med Navnene Weyse, Kuhlau, Hartmann, Gade, Gerson, Horneman o. a ., samt Udsættelsen af de to Prisopgaver, en for et Hæfte Sange, en anden for en Ouver­ ture, taler tydeligt for, at det var Alvor med, hvad man vilde, og at det ikke manglede paa Evne og Vilje til at handle. Men i Stillingen ligeoverfor Publikum havde man taget fejl, man var gaaet ud fra et Standpunkt, som viste sig at være en Illusion. Stifterne havde forvexlet deres Begejstring for Weyse og Kuhlau med Publikums, de levede i den Forestilling, at det var tilstrækkeligt blot at udgive et dansk fremragende Musikværk for at Publikum skulde møde i store Skarer for at faa fat i det. Man troede med andre Ord paa, at vi i det Herrens Aar 1836 havde naaet en Udvikling, som vi nu, halvt hundrede Aar senere, maatte prise os lykkelige ved at besidde. Hvor stor Vildfarelsen var, viste noksom Afsætningen af de udgivne Værker. Den kunde ikke godt være faldet mere kummerligt ud. Man havde været meget for tidligt paa Færde. Den Jordbund, hvis Afgrøde man vilde høste, var endnu haard og gold. Den kunde muligt besidde frodige Egenskaber, men foreløbigt var den ikke bearbejdet, end sige tilsaaet. For at naa saa langt gaves der kun ét Middel. Førend Sindene kunde gjøres modtagelige for det Nodernes døde Bogstav, de ved de udgivne Værker modtoge, maatte de kjende til de levende Toner. Gjennem praktisk Udøvelse al Musik maatte Sansen for denne først vækkes. Det gjaldt altsaa om, som det træffende engang blev sagt, ikke at lære de iaa musikalske Folk den danske Musik at kjende, men at lære alle Folk Musik. I Henhold hertil fandt Lovændringen i 1839 Sted. Ved Siden