Musikforeningens_2

80 — 1843 — frem under hans Ægide, vakte en sand Storm af Begejstring til Live, hvoraf han med Rette høstede sin rigelige Part. Overhovedet undergik Operaen under ham en fuldstændig Regenerationsproces. Som Komponist forsøgte han sig gjentagende ogsaa hos os, bl. a. rnaa hans Opera „Brylluppet ved Como-Søen“ (Text af H. G. An­ dersen) nævnes. Plan døde den 30. August 1861. Plans Stilling til Musikforeningen var Dirigentens, men ogsaa kun den. Nogen videre gaaende Indflydelse paa Ledelsen fik han ikke, ja , ikke engang saa meget heraf, som man i Alminde­ lighed tillægger en Dirigent. Med Hensyn til Programmets Ind­ hold eller blot den almindelige Karakter af dette havde han ikke noget at gjøre, i al Fald ikke direkte. Maaske mindre i de første Aar, men sikkert mere i de sidste blev hans Forhold til Foreningen derfor et saa temmeligt udvortes. Af Admini­ strationen fik han hver Gang opgivet, hvad denne havde be­ stemt, at den følgende Koncert skulde bringe. Var der nogen Vanskelighed at komme over, angik den ikke dette Punkt, men mest Dagen for Koncertens Afholdelse, der ikke altid passede med Glæsers Lejlighed. Til de sidste Prøver og Koncertdagen indfandt da Glæser sig i fuld Puds og overtog Overkommandoen — Resten af Arbejdet, deriblandt ogsaa Indstuderingen med Koret, var i For­ vejen besørget af Hartmann. Ved Symfonikoncerterne, hvis Ind­ hold hovedsageligt angik Orkestermusik, var Glæsers Andel ved Indstuderingen o. lign. selvfølgeligt noget større, men det for­ andrede ikke stort ved Forholdet. Symfonikoncerterne var jo noget for sig. Skjønt der ikke foreligger noget, hvorefter man kunde have Grund til at tvivle om, at Forholdet mellem den besluttende Myndighed og den udøvende Haand i det hele var og vedblev at være fuldstændigt venskabeligt — de vexlede Breve ere altid yderst elskværdige fra begge Sider — saa tør man dog nok antage, at efterhaanden som Aarene gik tabte Glæser noget af Interessen for Musikforeningen, det kunde jo ikke være andet. Hertil kom andet. Glæser var en overordentlig loyal Mand, der satte megen Pris paa Hofgunst. Dengang, det var midt under Christian VIII, beherskede imidlertid den italienske Opera aldeles Gemytterne ved Hove, og som Hofmand fulgte Glæser i denne Henseende Trop med Stemningen paa højere Steder. At denne Italienermani var en korreur for de ledende i Musikforeningen følger af sig selv. Det, var indtil videre kun en Strid om æsthetiske Anskuelser, men det kunde for Musikforeningen let blive en Kamp for Tilværelsen.