Musikforeningens_2

82 - 1843 - havde den Gave at tage en Sag praktisk, uden alle Omsvøb; med sit sikre Blik ramte han strax Kjærnen i enhver Sag, og al unød­ vendig Forhalen var ham en Uting. Hvor han fik Foden ind, kom han derfor snart til at spille en fremtrædende Rolle. I sit Hjem samlede han jævnligt en stor Kreds af Datidens literære og musi­ kalske Storheder, han var en fortræffelig Selskabsmand, et lyst Hoved af et ligeligt Humør og jovialt Lune, der bl. a. gav sig Udslag i en Række meget morsomme Familieviser. Som Forfatter har han sat sig et smukt Eftermæle. Ganske kuriøst begyndte hans Bane som saadan med Oversættelsen af en ungarsk Bog om Hesteavl, en Sag, der dengang stod paa Dagsordenen. Senere udgav han sin med stor Omhu udarbejdede Bog „Anonymer og Pseudonymer“ i den dansk-norsk-islandske Literatur, og endelig udkom for nogle Aar tilbage hans bekjendte store Værk „H. G. Andersen og det Gollinske Hus“ , der til alle Tider vil staa som et Kildeskrift for H. G. Andersens Liv, et Vidnesbyrd om Gollins rene, upartiske Personlighed, stræng i sin Pligtfølelse, men mild og overbærende i sin Dom, fuld af Agtelse for Dygtigheden, hvor den viser sig, konservativ af Natur og Opdragelse, men dog langtfra blind for det gode i Nutidens Rørelser. E r n s t Mar cus We i s blev født den 14. Septbr. 1807 i Aarhus, hvor hans Fader var Distriktslæge. Han var fra Naturens Haand meget musikalsk anlagt, og hans Forkjærlighed for alt, hvad der vedrørte Musiken, tog allerede i hans Drengeaar i saa høj Grad Overhaand, at hans Fader omsider nødtvunget gav efter for hans brændende Ønsker om for Alvor at faa Lov at studere Tone­ kunsten. Det saa nærmest ud dengang som om han skulde blive Fagmusiker, foreløbigt Violoncellist med en mulig Stilling som Med­ lem af det kgl. Kapel som Endemaal. Han blev i den Anledning sendt til Kjøbenhavn for at faa nærmere Rede paa, hvad det var, han gav sig ind paa. Hans Lærere var først den udmærkede Violoncellist Fr. Funck, senere Søren Kuhlau. Han tog ivrigt fat og havde allerede naaet til et forholdsvist fremskredet Standpunkt, da han imidlertid, alt som han voxede til, kom paa andre Tanker. En Musikers Stilling var dengang i social Henseende ikke af den Art, at den kunde siges at være synderligt attraaværdig for en Søn af en Embedsmandsfamilie, og, sandsynligvis under stærk Paa- virkning fra Hjemmet, besluttede Ernst Weis saa, uden derfor at opgive sin Musik, atter at give sig i Lag med Studeringerne. Han blev saaledes Student og dyrkede senere sin Jus og sin Musik med