Musikforeningens_2

— 1843 - denne Beethoven-Masse dukker som en ny Fremtoning We b e r frem. Det var vel snarest et Tilfælde, at han ikke tidligere havde spillet nogen Rolle, medens man dog ellers før havde skyndt sig at faa det nyeste med af Ouverturer, Bennetts f. Ex. Nu kom Glæser imidlertid med sin Begejstring for den ny tyske Romantik, der havde Webers Navn fremfor noget paa sin Fane, og da vi træffe de Weberske Sager navnlig i Begyndelsen af dette Tidsafsnit, hvor Glæsers Indflydelse dog havde noget at sige, tør det vel tilskrives nærmest ham, at de tre Ouverturer „Euryanthe“ , „Beherr­ scher der Geister“ og Jubel-Ouverturen foruden nogle Prøver af „Oberon“ bleve trukne frem. Den anden ny Mand i denne Periode, Che rub in i, kommer omvendt først op lige henimod Slutningen med Ouverturerne „Abencerragerne“ og „Medea“ samt Enkeltheder af „De to Dage“ og Messen Nr. 2, vel derfor snarest efter Administrationens Initiativ. De, der, næst Beethoven, alligevel give Tiden sit Præg, ere ikke disse nye Navne, men de gamle Klassikere Ha ydn og Mozar t, Haydn dels med Brudstykker af hans to Oratorier „Skabelsen“ og „Aarstiderne“ , dels med for- skjellige Ouverturer, Mozart hovedsageligt med de tre saakaldte „store“ Symfonier, Es dur, G mol og Jupitersymfonien. Fremdeles er det Musikforeningens gamle Kjærlighed, Mende l s s ohn og S poh r , den første med Musiken til „Sommernatsdrømmen“ som en temmelig sen Nyhed, som andre Nyheder fremdeles „Antigone“ , „Athalia“ , „Elias“ , et Par af Symfonierne (derimod mærkeligt nok kun lidt af Ouverturerne) samt en Del Kammermusik, Spohr med „Faust-Ouverturen“ , „Jessonda“ , forskjellige Symfonier og Dobbelt­ kvartetter. Den øvrige udenlandske Produktion spiller en kun forsvindende Rolle, i al Fald hvad Antallet angaar. Af de gamle træffes kun Gluck — Ba ch og Hände l saa godt som slet ikke —, derimod Folk som Ons l ow, Méhul , Bo i e l d i e u , J u l i u s R i e t z , Benne t t , ja selv F é l i c i e n Dav id , medens Schube r t og S chu ­ mann akkurat lade sig tilsyne. Blandt de indenlandske Kom­ ponister vender Opmærksomheden sig mere og mere mod de to senere Førere, Ha r tma nn og Gade. H. Run g og Car l He l s t ed komme ogsaa lidt med, hvorimod det begynder at mærkes, at baade We y s e og Ku hl au gaa over til Historien. Som allerede antydet er der imidlertid i den almindelige Karakter af Programmerne nogen Forskjel, eftersom de høre hjemme i de første eller de senere Aar af Perioden, noget, der stammer fra den forskjellige Grad af Indflydelse, Glæser øvede. De første Aars Programmer

8 4