Musikforeningens_2

— Gades Gmol-Symfoni — 87 Efter den Anerkjendelse, der var blevet Gade til Del ved Ossian-Ouverturen, var han kommet i første Række blandt de unge. Store Forventninger knyttede sig til, hvad man ellers kunde faa fra hans Haand. Det næste blev som bekjendt G mol-Sym- fonien. Den blev indleveret til Musikforeningen, men Bestyrelsen synes ikke strax at være kommen under Vejr med dette Værks Værdi. Den kaldte det i Almindelighed for „fortjenstfuldt og talentfuldt“ , men mente dog, at det „i Ejendommelighed og Op­ findelse“ stod tilbage for Ossian-Ouverturen. Ikke desto mindre var der strax Tale om at faa det opført i Foreningen, men saa kom Weyses Død imellem. Denne nødvendiggjorde en særlig Weyse-Koncert, og Gades Symfoni blev foreløbigt henlagt. Da imidlertid just paa denne Tid de fire Symfoni-Koncerter bleve indførte, havde der ganske vist været god Lejlighed for Bestyrelsen, 0111 den rigtigt vilde, til alligevel at bringe Symfonien frem. Hvad enten Grunden nu har været Vanskeligheder fra Glæsers Side eller Lunkenhed fra Bestyrelsens, dette skete ikke. At Gade selv om­ gikkes med Tanken 0111 at give en Koncert, har maaske ogsaa bidraget til at kølne Musikforeningens Iver. I Stedet for altsaa strax selv at gribe til, lod Bestyrelsen, som det hedder, „Bolden gaa videre“ og skrev til Firmaet Breitkopf & Härtel i Leipzig en Anmodning 0111 at skaffe Symfonien frem i denne Musikens Hoved­ stad. Ved Mendelssohns Initiativ blev dog dette Skridt overflødigt. Gade havde nemlig selv sendt Symfonien til Bestyrelsen for Ge- wandhaus-Koncerterne og modtog da som Svar et egenhændigt Brev fra Mendelssohn. Den uforbeholdne, i ualmindeligt varme Udtryk holdte Anerkjendelse, hvormed denne Musikens Stormester hilste Symfonien som et nyt Kunstens Gjennembrud, gjorde med et Slag den unge danske Komponist til Gjenstand for mange fleres Opmærksomhed end Vennernes i Kjøbenhavn. Der blev naturligvis strax Allarm i den nationale Lejr herhjemme, og der trak svære Uvejrsskyer sammen om Musikforeningen. Hvad man kunde bebrejde denne var dog højst det, at den i et Smagsanliggende var kommet til et andet Resultat end en verdensberømt Autoritet. Dette kunde være kjedeligt nok, en For­ syndelse derimod kunde man dog vanskeligt kalde det. Men Sin­ dene vare nu engang ophidsede. Det nyligt stiftede Blad „Fædre­ landet“ , Organet for Datidens Intelligens, mødte med en hvas Artikel, hvor der blev draget til Felts mod Musikforeningens Ad­ ministration, „denne Areopagus“ , som ved „sin Begegnelse“ af og