KjøbenhavnPaaHolbergsTid

D en gamm eldags B orger.

149

Om denne Pænhed siger Holberg et andet Sted: „Det var til­ forn brugeligt, at en Jomfru skulde skjælve, blusse, ja daane, naar hun alene hørte en Mands Navn nævne, saadant kaldtes da for et Bevis paa en Jomfrus Kyskhed. Nu derimod anses det som et Bevis paa en urimelig Affektation. Jeg erindrer mig, at det udi min Barn­ dom var uanstændigt for en Jomfru, der paa Gaden blev hilst af en ung Karl, at hilse ham igjen, nu derimod bliver den holdt for grov og inciviliseret, der saadant forsømmer. Yore Efterkommere ville uden Tvivl næppe hare sig for Latter, naar de høre, at disse Tiders Mennesker have brugt saadanne Talemaader: mine Sko og Strømper for høviske Øren at tale, min Skjorte med Permission at sige, ja det vil synes dem ligesaa latterligt, som det nu vilde komme os for at være, om man hørte nogen exprimere sig saaledes: min Skomager mit Ehren zu melden, salva venia, min Skræder, min Barberer.« Jeronimus i »Jean de Erance« (2, 6), truer sin voxne Datter med Prygl af Mangelstokken, en tynd Stok, hvorom man viklede Lin­ ned, der blev glattet ved at rulles med et Mangeltræ, der var et glat Træ med Haandtag. Han havde ogsaa en Stok til at hævde sin husfaderlige Myndighed med. »Jeg ser, Henrik, siger Annike i »Den politiske Kandestøber« (4, 2), at Fatters Custos, som hænger bag Kak­ kelovnen, vil danse en lystig Galiath paa din Byg idag«. En Mand med Penge sætter Borgeren over den fornemme. I »Henrik og Pernille« (2, 9) fortæller Henrik et Træk, der ogsaa er grebet ud af Livet: »Jeg tjente hos en fornemme Mand, som var kommen til agters. Den samme, erindrer jeg, blev engang inviteret paa Kaffe paa et Sted, hvor ogsaa var en rig Kjældermand. Man syntes at gjøre min Herre mest Ære og skjænkede først for ham, men det var forat forsøge paa hans Skaal, om Kaffen havde sat sig, ti Kjældermanden fik altid den sidste Koppe, men den hedste. Aarsagen var let at fatte, thi naar Værten kom til min Herre igjen, fik han kun en Prise Tohak, men hos Kjældermanden et godt Maaltid«. Det nymodens Væsen er Jeronimus en Pestilens. Det er hans stadige Tale, hvorledes man levede i gamle Dage. »I min Ungdom«, siger Jeronimus i »Maskeraden« (1, 4), »levede Folk ganske ander­ ledes, i hvorvel vi havde engang saa mange Penge. Her var da ikke over 4 Kareter udi Byen. Man saa fornemme Standspersoner lyses hjem af deres Piger; naar det var ondt V ejr, gik man med Støvler. Jeg vidste i min Ungdom ikke, hvad det var at age i Vogn. Men