KjøbenhavnPaaHolbergsTid

Barberer.

336

Christoffer Brandt trykke en B og for sig i 306 E xem plarer, men da den var fuld af Fejl og Forfatteren ikke vilde betale den, stævnedes han for Politiretten, der døm te 27. Marts 1 7 2 4 : »Bogtrykkeren Brandt har trykt den Bog, som Dr. Bøttieher har leveret ham at trykke, saa vitiøs, at den ikke kan publiceres, men bør udi Stykker rives, at hverken Bogtrykkeren ej heller Dr. Bøttieher deraf kan have nogen Nytte, og saa som Bogtrykkeren Brandt saaledes har fordærvet Bogen, saa bør han at tabe baade sit Papir og sin Bogtrykkerløn, desligeste efterdi han ikke har villet nøjes med Politimesterens Resolu tion , saa bør han for unødigt Stævnemaal at betale Processens Omkostning til Dr. Bøttieher med 4 R d .« D erim od roses Jens B ing »som en M and, der var et stort Exempel paa den gamle Ærlighed, Oprigtighed, A fholdenhed og Maa- delighed«, og nød megen Anseelse som Læge baade blandt sine K ol­ legaer og i P u b likum 80). Det kunde maaske interessere nogen at vide, hvad en Doktor­ maskine er, der omtales i »H e x e r i«; den har intet med Læger at gjøre, men beskrives af Rahbek som en lille menneskelig F igur af Størrelse som en Dverg, omhyllet med en lang Kappe, der kunde skydes op og ned, saa H ovedet snart sad i Maven, snart stod h øjt i V e jre t81). Naar Pedanteriet blomstrede hos dem , der var uddannede ved Universitetet, kan man nok tænke sig, hvorledes de halvstuderede Røvere var, der havde faaet en lille Duft af Læ rdomm en, men aldrig var komne over de første Grundelementer. Saadanne Karakterer som den kostelige Per Degn i »Erasmus M ontanus«, findes ved Siden af Forbilleder til selve Erasmus til alle Tider i forskjellige Afskyg­ ninger. T il denne halvlærde Stand hørte Barberer,, der havde en sær­ egen Dragt, nem lig en lang blaa Kappe, eftersom det hedder i et D igt fra 1731:

»Barberer g ik jo før med blaa og lange Kapper, E n G-laremester ej saa h astig M oden snapper, A t jo Barbererne strax læ gger deres af« .82)

Datidens Barberer havde, som omtalt, betydelig Lægepraxis, og det ikke alene i kirurgiske Tilfæ lde. I »H exeri« (5, 4) fremstilles