KjøbenhavnPaaHolbergsTid

Fattig Adel.

352

Tjener i pjaltet Liberi, der mener, at hun viser det borgerlige Hus en Æ re ved at besøge det, skjønt hun kun komm er for at nyde et Maaltid eller laane Penge. Det første, hun siger, er: »H e r lugter forbandet borgerlig, lad dem røge noget herinde«, og tænker i sin H ovm od ikke paa, hvilken Fornærmelse hun tilføjer den, i hvis Hus hun er. I »D et lykkelige Skibbrud« komm er e n F ru e med en pjaltet Page, som holder Svandsen, og klager over, at Ph ilem on har skrevet et Vers Fattigdom og Hofart. Hun er af altfor høj Extraktion til at hedde Madame, m en hedder velbaarne Frue. Hovedskildringen af denne sørgelige Existens er dog i »D on R anudo«, hvor man ikke har det tørre Brød og kun holder M odet oppe ved Tanken om Forfæ ­ drene. D onna O lympia ringeagter den nyere A del (3, 7 ): »J eg er ikke meget storagtig, derfor kan je g ikke lide dem, som vil være noget, men er dog intet. Bønder give sig ud for Bønder, og den Æ re, som man gjør dem, tage de op som en Haade. Men der er visse Folk, som Monsieur og Madame (I ved det vel selv), hvilke gjøre sig saadan fornem A ir, men Borgeren stikker dog ud iblandt, i hvor meget de søge at skjule den. Jeg kan ærgre mig fast ihjel, naar jeg ser Madame (nok sagt) udi sin Portechaise, hæl­ dende sit Hoved paa den venstre A xel med en melankolisk Mine, ligesom hun var m isfornøjet over det, at hendes Mand ikke haver bragt det endnu h øjere; da dog, naar hun vil eftertænke, at hendes Fru Moder solgte Figener offentlig paa T orvet udi Sevillien, burde hun blive ganske hovedsvim let og holde sig fast med begge Hænder udi Portechaisen, men hun taler m in Tro, ikke gjerne om hendes Grandmama, ikke heller taler Monsieur gjerne om sine Forældre. Jeg er færdig at sprække, m in hjærte D on Ranudo, naar je g tænker paa de F olk «.