ElersCollegium_1891

146 næsten naaede dem til Hælene, som Slaaprokker; Arm i Arm klamrede de sig fast, og holdt sig til hinanden, saa de næsten lignede et sammenvoxet Tvillingpar.« Han besøgte dem ofte paa Collegiet. Herom skriver han: »Det var ikke det lystige Frederiksberg, den lystige Efterslægt, det lystige Theater, det lystige Middags- og Aftenselskab hos Madam Møller. Som i en dunkel Munkecelle sadde Ørstederne her alvorlige tause og stu­ derede!— Her gik mig først ret et Lys op om, hvad det vil sige: med Anstrængelse at arbejde for Alvor afKjær- lighed til Videnskaben. Da greb mig en dyb, smeltende Følelse! Jeg havde en indvortes stærk Fornemmelse om, at jeg ogsaa var skabt til en ægte Musasøn. Og nu drev jeg omkring og blev til ingenting! . . . Men hvad skulde jeg begynde paa? Med Studeringerne troede jeg, det var for silde. Jeg indesluttede min Fortvivlelse i min egen Barm, ikke engang mine Venner Ørstederne betroede jeg min Sorg. Hans Christian var Bibliothekar paa Colle­ giet1), der havde en smuk stor Bogsamling i den store Sal lige over for Auditoriet, — hvor jeg ti Aar derefter begyndte mine Forelæsninger og fortsatte dem der i 26 Aar. I dette Bibliothek stod jeg engang ene og anstil­ lede sørgelige Betragtninger. Jeg stirrede paa de mange Bind, især paa de gamle Folianter, som Skatte, der evig vare tillukkede for mig. Taarerne strømmede ned af mine Kinder. I denne Tilstand fandt den ædle Hans Christian mig, trøstede mig og forsikrede mig, at det slet ikke var for silde at studere, dersom jeg selv vilde. Han bragte mig til sin Broder, som havde samme Me­ ning. Vi bleve enige i, at jeg skulde lære noget mere x) Han var Inspector Collegii og havde som saadan ogsaa Bi- bliotheket under sig.