KøbenhavnsKirkesag_1922-25

Vi ventede store Ting af Gud. Og naar vi ser tilbage paa den svundne Menneskealder, saa maa vi erkende, at Gud gav os meget. Han gav os saa store Gaver, at det klinger som et Æventyr. Vi har god Grund til at se derpaa med undrende Tak. Herren indfriede sine Løfter og han forhalede ikke sine Forjættelser. Kirke rejste sig ved Kirke. Ganske vist, der er adskillige af disse Kirkehuse, der er fattige og tarvelige: Menighedslokaler, som er taget i midlertidig Brug, Kokolit? kirker og Træbarakker. Men det er dog Kirkehuse, og hvert af dem er et Centrum for Arbejdet for Guds Rige, og der er vokset en Ansvarsfølelse op i Menigheden, en Længsel efter at bygge færdigt og udfylde alt, hvad der mangler, et Ønske om at skabe nye Centrer for Arbejdet, hvor Befolkningens Vækst stiller Krav derom. Denne Ansvarsfølelse er Kirke? sagens egentlige Landvinding. Uden denne vilde Kirkesagen aldrig have vundet Fremgang, den er Pant paa, at der endnu kan gøres store Erobringer. Herren har ikke forhalet sine Forjættelser. Vi har Grund til at sige Tak, fordi Folkekirken ikke længere staar værgeløs; vi faar atter og atter Vidnesbyrd om, at de troende indenfor folkekirken er sig deres Kraft bevidst. Ja denne Ansvars? følelse har bredt sig fra København til andre Byer i Skandi? navien, til Stockholm, Kristiania og Bergen. Hvor rigt har Gud ikke indfriet sine Forjættelser. Det kunde under Ver? denskrigen se ud, som om Bølgerne skulde slaa sammen over os, men Gud førte os ogsaa gennem disse trange Aar, med alle deres Vanskeligheder og Pengebekymringer, saa at der er fri Bane til at arbejde videre for den store Sag. Vi ventede store Ting af Gud, og han svigtede os ikke. Hvis der er noget vi savner, som vi ikke endnu har set op? fyldt, har vi saa ikke Lov til at tro, at det findes i de mørke Taager, der indhyller Fremtiden, stolende paa dette, at Gud ikke forhaler sine Forjættelser, men han har helt andre Tids? bestemmelser end vi, at for ham er en Dag som tusinde Aar og tusinde Aar som en Dag. Thi vore Ønsker og Længsler tog ikke alene Sigte paa de ydre Fremskridt, Kirkebyggeriet og alt hvad dermed staar i Forbindelse, nej vi tænkte ogsaa paa Fremskridt i Aandens Verden, indad til i den enkelte Menneskesjæl, og i Fælles? skabet, i Menighedens Liv. Det er denne Side af Sagen, jeg gerne vil dvæle ved i Aften. Jeg vil i denne Sammenhæng minde om de syv Punkter, hvormed vi dengang blæste til Kamp. De blev til under me? gen Alvor og megen Bøn. Det ene Udkast efter det andet blev formet og forandret, indtil de syv Punkter tilsidst havde faaet den Skikkelse, hvori de blev udsendt. De kræver de troendes Sammenslutning til et virkeligt Samfundsliv, i bevidst personlig Bekendelse, et Fællesskab til