KøbenhavnsKirkesag_1922-25

P

:• ■ •'.

91

sker. Her rejser bl. a. den Vanskelighed sig, at vi er for faa Præster. Præstemangelen er et Onde for vor Kirke. Hvad kan vi gøre? Vi Præster maa ikke være bange for at sige, at Præstegerningen er en herlig Gerning. Maaske er vi nogle Stympere, men vi skal gaa paa alligevel og tro paa, at det var Gud, der gjorde os til Præster. Dette skal vi sige til de unge. Kirkefondets Forretningsudvalg maa se at komme ind i Studenterforbundet og sige til de unge: »Vi har Brug for jer, kom og tag fat.« Da jeg var Student, hed det ofte blandt unge troende Studenter, at man kunde lige saa godt tjene Gud i en anden Stilling. Man kan naturligvis tjene Gud i andre Stillinger; men alligevel — Kirken kan ikke undvære Præsterne, og i denne Stilling kan vi gøre større Nytte for Gud end i hvilken som helst anden. Der maa gøres noget for dem, der er begyndt at være Præster herinde. Det sker ikke sjældent, at de unge har en Følelse af, at de ikke magter det; da gælder det om, at vi kan opmuntre dem og sige til dem, at det vigtigste er, at de er Præster for Guds Ansigt. Kommer man til et nyt Sted, møder der en ofte Vanske­ ligheder og Kritik fra Menighedens Side, fordi alt ikke gaar efter den gamle Plan. Da gælder det om, at vi kan sige: »Vi staar og falder for Gud.« Noget af det, der tager Modet, er Splid i en Menighed. Der er intet saa ødelæggende; jeg tror, det er Satans bedste Middel. Der maa vi Præster ikke være bange for at sige, hvor Ret og Uret er. Vi kan ikke have Splid; de, der er Skyld deri, maa gaa, og er der nogle, der vil stille sig op i bengalsk Belysning, har vi ingen Brug for dem. Man har i vor By vist en Følelse af, at der skal noget nyt til, man har set Materialismens ynkelige Fallit, vi be­ høver blot at nævne Navne som Alberti og Gliickstadt. Mange tror paa, at Hjælpen skal komme fra Kirken. Vi ser det ude i Sognene. Mennesker vil have deres Børn i Kirke og i Søn­ dagsskole, selv om det aldrig kunde falde dem ind selv at sætte deres Ben dér. Ungdomsarbejdet staar derfor i For­ jættelsernes Tegn. , Vi lever paa mange Maader i en Epigontid; vi mærker det ikke blot i det kirkelige Arbejde, men ogsaa ellers. — Fædrene til Byens unge er indvandrede; de kom hertil med lidt Religiøsitet og en vis moralsk Ballast, — men Børnene mangler ofte begge Dele. Der kom en Mor op til mig for at indmelde sit Barn til Konfirmationsforberedelse. Da jeg saa sagde, at hun maatte sørge for, at Barnet medbragte et »Nyt Testamente«,