KøbenhavnsKirkesag_1922-25

indbyrdes Støtte og Opdragelse, hvorved de kunde modnes til Arbejdet for Guds Rige. Som en nødvendig Betingelse for dette maatte de store Sogne deles ved et maalbevidst Ar? bejde. Indenfor hvert af Sognene maatte da Arbejdet for Guds Rige organiseres, idet der ved Præstens Side stod en Kreds af kristelig udviklede Lægmænd, der hjalp til Vare? tagelsen af den vidt forgrenede Virksomhed. Naar vi tænker paa alt dette, saa skal vi ikke glemme, at de Menighedssamfund, vi nu er saa fortrolige med, dengang var noget nyt, som de fleste Mennesker stod spørgende og uforstaaende overfor. Menighedssamfundene er en Nydan? nelse, som hænger nøje sammen med Kirkesagen. Ogsaa paa dette Punkt hørte Menighedens Herre vor Bøn. Rundt om i den store By er der vokset Menighedssamfund frem baade ved Kirkefondets Kirker og andetsteds. Alt Menneskeværk er jo smaat og skrøbeligt. Og det kan ikke nægtes, at denne Nydannelse endnu mangler meget. Der kan navnlig anføres to Ting. Den første Indvending, der kan rettes mod de københavn? ske Menighedssamfund er denne, at de i for ringe Grad er blevet Centrum for det aandelige Liv og Virksomheden for Guds Riges Udbredelse. En dyberegaaende Betragtning vilde sikkert vise, at saaledes er det ikke overalt, at der er Sam? fund, der virkelig, i menneskelig Skrøbelighed, søger at naVi Idealet, og som under stor Offervillighed og inderlig Bøn ær? lig søger at planlægge Arbejdet for Guds Rige og at føre det igennem. Men der er altsaa her et Spørgsmaal, som ethvert Menig? hedssamfund bør rette til sig selv, et Emne for Bøn, der altid maa melde sig. Det er jo lettere at bede om noget rent ydre, da kan man bedre finde Ord og holde Tanken fast, men lad os kun bede, som de der véd, at Aanden træder frem for os med sine uudsigelige Sukke. Der er vel ogsaa mange alvor? lige Mennesker, der daglig med Inderlighed beder: Komme dit Rige, og .som dog kun dunkelt og uklart aner Dybderne i denne Bøn. Om blot nogle faa Mænd og Kvinder i et Sam? fund vil samle sig i stadig Bøn om, at det, der mangler, maa blive afhjulpet, saa vil de ikke forgæves banke paa hos Naa? dens Gud, naar de komme til ham med deres uklare Ønsker og Længsler. Sikkert er der intet Menighedssamfund, der mangler Betingelserne for at naa fremad til langt større ydre og indre Kraft; men en nødvendig Betingelse for at faa Kraf? ten er at bede om den. Det er den forunderlige Rigdom i Menneskelivet, at Gud i sin Naade vil bruge os til sine Med? arbejdere, og i dette Arbejde indtager Bønnens Arbejde en første Plads. Men der er ogsaa et andet Punkt, hvor vi trænger til at se Fremskridt. Naar vi dengang saa ind i Fremtiden var der et