KøbenhavnsKirkesag_1922-25

106

da de allerførste famlende Spirer kæmpede sig frem i vore unge, uklare Hjerter. Saa skal du da have en dybtfølt Hilsen paa denne Mærkedag fra det københavnske Kirkefond og alle dine Med­ arbejdere i dets store Sag, en Hilsen, hvis Indhold samler sig i dette: ui takker Gud for dig. Det kunde være fristende at fremdrage lysende, stærke Minder fra alle de Aar, vi har kæmpet sammen under Kirke­ sagens Banner. De melder sig af sig selv og hvisker: husker du dengang? mindes du det? Jeg skal dog nøjes med to. Husker du, dengang (i 1890) »Ringen«s Korrespondance blev afbrudt snarere end afsluttet af dig med de Ord: »Jeg har ikke Tid at skrive mere, nu skal der handles!« Da blev du Føreren. Og husker du, da du samme Aar ved »Bethesda- mødet« i Aarhus talte om Københavns Kirkenød, saa det tændte i Hjerterne trindt om i Landet — da viste du, hvil­ ken Magt Herren havde lagt i dit Ord. Du blev vor Høvding, og du har været tro paa din Post. Du har ikke skaanet dig selv, men altid trukket din store Del af Læsset i alle disse Aar. Du har kæmpet Bønnens Kam­ pe. Du har ført Ordet for os alle. Du har midt i dit store Ar­ bejde i Videnskabens Tjeneste altid haft Tid til at gaa, hvor Kirkesagen trængte til dig. Du har samlet os i den indbyrdes Kærligheds Aand til altid fornyet Enighed. Og du staar nu — da Aarsklokken ringer 7 X 16 — lige trofast, lige varm i Hjertet, lige villig til at kæmpe for Herrens Sag, som ogsaa er din. Vi takket Gud for dig, og vi beder Kirkens Herre vel­ signe dig fremdeles med Aands og Legems Kræfter til endnu at staa paa Høvdingens Plads og fuldende dit Livs Værk i Kirkens Tjeneste, Gud til Ære, vort Fædreland og Folk til rig Velsignelse. Henry Ussing. I Anledning af, at vor Fører, Professor Harald Wester- gaard fylder 70 Aar, gaar mine Tanker tilbage til Kirke­ sagens første Tid, da han med ungdommeligt Vovemod og i begejstret Tro lagde Haanden paa Ploven og trods Mod­ stand fra Verden og — fra Gejstligheden i København trak de første Furer i Kirkesagens nu saa frugtbare Ager. Det var en Glæde at følge ham. Han var ung og frisk, Vanskeligheder var kun til for ham for at overvindes; han havde en ejendommelig Maade at vinde Mennesker paa og at opnaa sine Maal med det gode. Den Vennekreds, som han samlede om sig til Arbejdet, betragtede ham som den selv­ skrevne Fører, men han søgte aldrig at herske over os. Jeg var den yngste i Kredsen, og til Tider kunde jeg vel spørge