KøbenhavnsKirkesag_1922-25

Syn, der stod for vort Øje. V i tænkte os at de enkelte Me? nighedssamfund, idet de hver for sig søgte Uddybelse og Kraft til at løse alle de lokale Opgaver, der paahvilede dem, samtidig søgte Fællesskab med andre Samfund til Løsning af Opgaver, der har videre Sigte. Gennem et saadant Fælles? skab ventede vi, at der skulde ske store Ting; Folkekirken skulde modnes til at staa imod kommende onde Dage, hvad enten nu Forbindelsen med Staten ophørte eller ej. Ogsaa nu staar dette Syn for vort Øje, naar vi staar og spejder ind i Fremtidens Land, det som vi ældre nu ikke venter selv at komme ind i, men som er den næste Slægts Arbejdsfelt. Men her synes det mig at briste ikke saa lidt. Det er som om hvert lille Menighedssamfund er en Kirke for sig, der lever sit eget Liv uden i nogen synderlig Grad at lade sig paavirke af andre Samfund. De er Bærere af en vis Independentisme. Det er godt at have Selvstændighedstrang, men Selvstændig? heden bør ikke udelukke fra Forbindelse med andre Samfund. Det er som med det enkelte Menneske. Først og fremmest gælder det for ham som den enkelte at være i Livsforbindelse med Gud, men dernæst ogsaa at mærke Aandens Enhed, Fæl? lesskabet med andre, som har fundet Fred paa samme Vis ved Korsets Fod. Saaledes bør heller ikke det enkelte Sam? fund unddrage sig fra Forbindelse med de andre og Paavirk? ning derfra. Ogsaa her kan vi sige, at det kan være vanskeligt, ja til? syneladende umuligt at se Vejen fremad og forme det, vi øn? sker i Bønnens Sprog. Men uklart cg famlende som vort Hjærtesuk vil stige frem mod det høje, vil ogsaa her Bønnens Arbejde hjælpe til den Klarhed, vi trænger til. Mange alvorlige Kristne har i vore Dage en knugende Fø? lelse af, at vi er ved at gaa i Staa, at vi har naaet, hvad der kan naaes, at Guds Menighed overalt, hvor den prøver paa at naa frem, støder paa en uigennemtrængelig Mur. Jeg hører til de Optimister, der er af en helt modsat Mening. Jeg véd at Tiderne er strenge ;nu som for en Menneskealder siden hvi? ler der mørke Skyer over Landene. Verdenskrigen har ikke gjort Forholdene bedre. Den har fremmet Nydelseslysten og Begærligheden, den har dræbt mange Tilskyndelser til at søge opad mod Lyset. Men den har jo dog ikke kunnet dræbe Udødeligheden; dybt nede paa Bunden af den udødelige Sjæl boer hu som før Evighedsgnistens Evighcdslængsel, der affo? der det dybe Hjærtesuk efter et Livsindhold ud over det dag? lige Slid og Slæb og ud over Pjanket. Og naar mange Mennesker sukker og siger: Herren tøver med at komme, og Gud forhaler sine Forjættelser, nu vel, saa lad os gaa i Bøn, i inderlig udholdende Bøn til vor langmodige Gud og bede om hans Hjælp. Det staar for mig saaledes, at det, som det maa komme