KøbenhavnsKirkesag_1922-25

119

Og vi lægger Grundstenen i Jesu Navn. Det betyder, at vi tror, at han er en Frelser for enhver Synder, som i Anger og Tl’o søger Hjælp hos ham, saa der ejheller i Storbyens Ør­ ken findes den fortørrede og i Synd forhærdede Sjæl, som Jesus ikke kan frelse. Og vi lægger den i Aandens Navn. Ikke i enhver Aands, men i Helligaandens. Der tales saa meget i vor Tid om Aand, ja, om »Aander«, men vi tror paa Aanden, der skaber det usynlige Guds Rige. Gid det altid maa erfares her ved Ordets Forkyndelse, ved Daab og ved Nadverbord, ja i alt, hvad der skal foretages i denne Kirke, at Aanden skaber Liv, saa Ørkenen maa blomstre som en Rosengaard! Saa er Grundstenen lagt paa det, som overgaar al Ver­ dens Visdom, paa Guds Ordet, der viser Vej, hvor Verden gaar i Mørke. Gid Ordet aldrig maa fortones eller forstumme her i denne Kirke! Og den er lagt paa det, der er mere end al Verdens Rig­ dom, paa Guds frelsende Naade i Jesus Kristus. Gid den altid maa være Grundvolden for dette Hus og gøre Islands Bryg­ ges Beboere rige i Gud. Og den er lagt paa det, der har større Kraft end al Jor­ dens Kræfter. Vor Tid taler saa meget om Kraft, men ei saa underlig kraftesløs. Gid det her maa erfares, at Guds Kraft er stærk nok til at oprejse og omdanne Menneskeliv til hans Ære. Som Grundstenen for Kirken lægges i den treenige Guds Navn, maa ogsaa hver enkelt Menneskesjæl lægge Grund­ stenen for sit personlige Liv i Faderens, Sønnens og den Hel- ligaands Navn. Og denne Grundsten har Gud selv lagt foi os i vor Daab, Daaben i den treenige Guds Navn. Men lige­ som det var en stakket Glæde, om vi lagde Gi undsten i Dag, men ikke fik noget bygget paa den, saa er det det store, al­ vorlige Spørgsmaal til enhver af os: er der bygget noget op paa Daabens Grundvold, har Guds Aand faaet Lov at le­ vendegøre Dit Hjerte? Men netop dertil skal jo ogsaa denne Kirke tjene, at Mennesker ved at høre Ordet og leve med i hans Menighed opbygges i Sandhed til Livet i Gud. Og nu det sidste: Hvorlænge skal denne Kirke staa. Ingen af os véd det. Vi haaber længe; men maaske selve de sidste Tider med den sidste store Trængsel ikke er langt borte. Dog, det véd vi, at Dødsrigets Porte ikke skal faa Over- haand over Jesu Kristi Menighed. Gid der da ogsaa her ind­ til Enden maa samles en levende Menighed til Jesu Kristi Ære, en Brud, der med Glæde kan hilse Brudgommen, naar han kommer. Kirkens Sognepræst, Pastor Quistgaard, tog dereftei Ordet.