KøbenhavnsKirkesag_1922-25

120

Det Dokument, vi i Dag indmurer under Grundstenen i Hans Tavsens Kirken, slutter saaledes: Vi bygger denne Kirke til Guds Ære. Vi bygger den, for at Evangeliet om vor korsfæstede og opstandne Herre og Frelser bedre maa naa ud i dette store Sogn. \ Vi bygger med Tak til Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, der gav sin Menighed rige Dage under trange Kaar i det lave Kirkehus, som vi nu skal forlade. Ja, vi bygger til Guds Ære. Det er dog den dybeste og æd­ leste Trang i Menneskehjertet: at ære Gud. Da Patriarken Jakob havde haft sin Drøm, hvor han saa Himlen aaben over sig og Guds Engle stige op og ned, og hvor Gud havde talt til ham, da rejste han om Morgenen et Alter til Guds Ære paa dette Sted, og han kaldte Stedet Betel, det betyder Guds Hus. Og hvor Kristi Menighed har bredt sig over Jorden, dér har Kristenlivet altid givet sig Udslag ogsaa i dette, at man søgte at ære Gud ved at rejse Gudshuse og gøre dem saa skønne, som man evnede. Allerede Italiens Katakomber med deres fattige Smaakapeller vidner herom. Der har uøve­ de Hænder, saa godt de formaaede, udsmykket Altrene. Og Middelalderens Kirker staar som storslaaede Monu­ menter for Menighedens religiøse Liv, baade de romanske Kirker, der ved hele Arkitekturen samler Sindet i Tilbedelse tor Højalteret, og Gotikens vældige Katedraler, der med de dristigt svungne Buer og de himmelstræbende Taarne løfter Sindet opad mod Himlens Gud. Enhver levende Bevægelse indenfor Kirken gav sig Ud­ slag i, at man byggede Kirker til Guds Ære. Den første Daad, Frans af Assisi øvede, var at bygge det lille Kapel nede i Dalen ved Assisi større. Selv tiggede han Stenene sammen oppe i Byen, og paa'sine spinkle Skuldre bar han dem ned i Dalen. Saa murede han og sang til, og de vejfarende opfordrede han til at være med at bygge Guds Hus større. Ogsaa vor Tid, vort Land og vor By har været præget af dette: der har været dem, der vilde ære Gud ved at bygge ham Kirkehuse. Lad os dog holde fast ved dette midt i en Tid med megen Vantro og Ligegyldighed: der var dog nogle, der ikke roligt kunde se paa, at Herrens Hus forfaldt. For en Menneskeal­ der siden havde vi her i Byen mange store og skønne Kirker, Frue Kirke, Holmens Kirke og alle de ajidre gamle Kirker, men vi havde saa at sige ingen Kirker ude paa Broerne, dér hvor Byen voksede. Saa tog disse troende Kvinder og Mænd fat; men det, der nødvendigvis mest maatte ligge dem paa Sinde, var: at Evan