KøbenhavnsKirkesag_1922-25

KøbenhavnsKirkesa

og Menigheden.

Nr. 16.

December.

1923.

Det frivillige Arbejdes folkekirkelige Værdi. R eferat a f B iskop H. Ostenfelds T a le ved H jæ lpein d sam lin gen s M øde mecl Am tsrepræ sentanterne. Der er en vis Spænding mellem det frivillige og det folke­ kirkelige. Denne Spænding maa bevares saaledes, at der kommer noget frugtbart ud deraf. Vi har i vort Sprog 2 Ord, som egentlig før i Tiden betød ganske det samme. Det er K irke og Menighed. Kirke, det er det, som hører Herren til, Menighed betyder en Forsamling. I Sprogbrugen skelner vi noget mellem de to Ord. »Kirke« er det institutionsmæssige, det ordnede, den udførende Au­ toritet ligger foroven, Initiativet udgaar fra oven. I Modsæt­ ning hertil staar »Menigheden« dér ligger Initiativet demo­ kratisk nede hos Menighedens Medlemmer, hos de enkelte. Nu er Spørgsmaalet, hvad man vil foretrække, det fo lk e ­ kirkelige, statskirkelige eller det, man kan kalde det frik irk e­ lige. Med Statskirke behøver man ikke at forbinde Tanken om Staten, der som saadan staar i Spidsen. Det kan ogsaa være en organiseret Kirke, hvor et Kirkeraad er det øverste. I det statskirkelige møder vi det, der er os overleveret fra Fædrene. Det har en ikke ringe Værdi. Kender man lidt til Frikirken, forstaar man bedre Værdien af det folkekirkelige. Jeg.kender ikke noget mere betagende end den Stemning, der kan hvile over en dansk Landsbykirke. Især hvis den ligger lidt højt, saa man kan staa i Vaabenhuset og se ud over Egnen. Der gaar de, alle de Mennesker, der lever deres Liv her, som arbejder og strider, og ad denne Dør gaar de ind paa Livets Festdage — de kommer herind med deres smaa Børn, Brudgom og Brud følges herind, alle Højtids­ dagene oplever de her. Og udenom ligger Slægterne, alle dem, der har arbejdet og kæmpet Livets Strid de sidste tu­ sinde Aar — det er den samme Strid, de har haft, nu ligger de dér i Læ af Kirkens Mure. Man faar det stærke Indtryk af, at det er vore Fædres Kirke. Man skal ikke agte det for ringe.