KøbenhavnsKirkesag_1922-25

160

Der udkom for nogle Aar siden en tysk Bog om Barm­ hjertighedsarbejdet. Det var interessant at følge Gangen i den. Man saa, hvordan det gik\ Hver Gang der brød en ny Bevægelse frem, saa var det det private Initiativ, der havde taget fat; men saa gled det nye over i det officielle. Offent­ lighedens Forpligtelse blev anerkendt, Samfundets Samvit­ tighed paa et enkelt Punkt vakt. Det var stadig glidende Linier fra det frivillige til det institutionsmæssige. Man skal søge at linde uopdyrkede Steder, hvor det frivillige Arbejde kan tage fat, den Mark er saa vid, der vil altid være Steder nok at (inde. Saadan ogsaa med det kirkelige Arbejde her­ inde; det skal begynde med det frie og saa gaa i Pagt med det folkekirkelige. Og spørges der: Taber man saa ikke Kraften? vil jeg svare: Erfaringen viser netop, at Kraften kommer stærkere frem under denne Forbindelse mellem det frie og det folkekirkelige. Der var en Stiftsprovst, som nu er død; han sagde en­ gang: Det er forfærdeligt, der bygger de alle de Kirker, de kan jo ikke vedligeholde dem. Dertil svarede Kirkefondets Kasserer: Jo, vi kan nok; maaske kunde vi ikke, hvis det var Frelsers Taarn der var Tale om. Jeg har ogsaa Re­ spekt for Taarne. Fra mit Vindue har jeg de sidste Maa- neder set et Stillads bygges op om Frue Kirkes Taarn. Man siger, at alene Stilladset koster 30,000 Kr. Nej, det monu­ mentale kan det frie Arbejde ikke bære. — Paa vort Be­ styrelsesmøde forhandlede vi vor Stilling til Grundtvigs Kir­ ken og om vi kunde give Tilskud til den. Ja, det svnes jeg gerne, vi kan; men besidde den med Vedligeholdelsespligt og det hele — nej, det vilde overstige vore Kræfter. — Mister nu det frivillige Arbejde ikke ved at gaa i Pagt med det folkekirkelige? Det folkekirkelige vinder, fordi det frivillige bliver dets onde Samvittighed. Men det frivillige lider heller ikke ved denne Pagt, det faar en god Arbejds­ plads, vi staar midt iblandt dem, vi skal arbejde iblandt. Vi skal ikke komme udefra eller ovenfra, men midt ned iblandt dem og tilføre nye Kræfter og Tilskyndelser. Jeg tror, at Gud har villet have begge Dele med, saa- ledes at det folkekirkelige bliver Rammen, indenfor hvilken vi skal arbejde, sætte vor Personlighed ind i det Arbejde og altid huske at sætte Guds Rige som det første. Gud give, at ogsaa dette Stød fremad maa blive til Vel­ signelse, maa føre til, at vi kan naa Balancen i Kirkesagens Arbejde. Vi bliver ikke færdige med Kirkesagen, det troede vi engang, men det er længe siden. Lykkes det os at naa Balancen, saa vil Københavns Menigheder selv kunne klare sig. Men i Øjeblikket kniber det for os, og derfor kommer vi og beder Menigheden ude paa Landet om Hjælp. De maa ikke opfatte det saadan, at vi skal have det let og De svært