KøbenhavnsKirkesag_1922-25

166

bereder for aandeligt Liv. Den store Del af Befolkningen, der er paa den Side, hvor man ikke har sit jævne, trygge Udkomme, har i deres Kamp maaske i flere Generationer faaet en Sans, der ligger foran alt andet i Sjælelivet. Hvor denne Sans stodes, lukker II jertet sig, naar Ordet bæres frem. Vore Fædre i Kirkefondet saa el herligt Syn af Kirker, der rejste sig i København, og det var Herren, der visle dem det. Flere af os yngre har hørt et Suk fra Samfunds­ forholdene, hvor Mennesker lider aandeligt og timeligt un­ der den kapitalistiske Samfundsordning. Vi beder om, at flere maa høre det Suk og lade det virke medbestemmende paa deres Arbejdsmaade for Guds Rige. Menigheden hørte Herrens Ord om at gaa ud i al Verden, og det har blomstret paa Missionsmarken. Forskellige Tegn ogsaa derude kunde tyde paa, at Tiden er inde til, at den samme Røst vil sige til o s: »Gaa ind i Folkene, som I selv hører til, og vær Lys og Salt.« Vi vil prædike Kristus, den korsfæstede alene til Frelse for den enkelte, men vi vil ogsaa have den Side a f Jesu Ord frem, der kræver, at Gud skal æres i alle Ting, ogsaa ved den Samfundsordning, som mange af os desværre synes at befinde os helt godt i for vort eget Vedkommende. Talen er ikke om et socialt Evangelium, men om Sjæle, der har faaet den Side af Helliggørelsen med, hvor der lides under at have sit paa det tørre og saa være Kristi Tjenere i en By, hvor f. Eks. 4787 Personer bor i Lysthuse og 70 Procent i 1 og 2 Værelsers Lejligheder. Ogsaa alt dette maa ind i Kristi Lidelsers Samfund. Det giver In­ stinkt og store Muligheder for Evangeliet. Tilsidst kan jeg nævne, at vi herinde som andre Steder i Landet kan hæmm es af det fo lk ek irk elig e. Embedet giver os, der sidder i det, for stor Magt, navnlig til at blive sid­ dende. Den folkekirkelige Lovgivning har allerede saa smaat vist sig at kunne blive en Hindring for det aandelige Arbejde, idet Kirke og Menighed blandes sammen. Menig- hedsraad burde maaske hellere kaldes Kirkeraad. Lovens Udtryk: Menighedsmøde burde ændres til Kirkemøde. Kirke- raadets Magt til at forbyde Indsamlinger i Menigheden ved Gudstjenesten kan fremkalde uheldige Forhold. Disse og mange flere Ting kan vi unge tale om indbyrdes som noget, der maa gøres til Genstand for Bøn. Men een Ting er sikkert, at skal der komme noget nyt frem iblandt os, der er Velsignelse ved, maa det gro ud af det gamle og med fuld Pietet overfor deres Arbejde, der var vore Fædre i Kristus i denne By. Professor L. P. Larsen sagde sidst, han var hjemme, at de Mennesker, der kun har Ængstelse at byde os, er ingen Hjælp. Hvis en Mand bøjer sig ned i en Afgrund for at drage et Menneske op, der er ved at styrte længere ned, saa er vi