KøbenhavnsKirkesag_1922-25

32

Man rnaatte kende ham i hans Hjem for at faa det rigtige Bil­ lede af ham frem. Omgivet aif en trofast Hustrus og 2 srnaa Pigers — som snart er store Piger — Kærlighed levede han et lykkeligt og rigt Hjemliv, og ikke mindst var hans Glæde, naar de store Børn, som hver har deres egetHjem, kom paaBesøg. Det er rigtigt, som Sønnen sagde ved hans Kiste, at her i Hjemmet traf han sin Fader med Bibelen foran sig, baade den Gang, Børnene var srnaa, og senere, da de blev voksne. Og. hans Hjemliv var præget deraf. Og her udfoldede han alle de fine Interesser, som Gud havde givet ham i Vuggegave. Hvem af os har ikke set ham kæle for de ud­ stoppede udenlandske Fugle, naar en Sending lige var kommen til ham for derefter at blive fordelt til forskellige Universiteter i Europa, af hvilke han har forsynet ét saa rigeligt, at Værelset med Samlingen bærer hans Navn. Hvem husker ikke den Kærligbed, hvormed han fremviste sin Samling af tropiske Sommerfugle, El­ ler hans Malerier! Hvor kunde vi nyde sammen Solskinnet hen over en Kos Ryg eller en Aftenstemning- ved en Indsø, eller Flod- landskabet i det tropiske Land, eller en snedækket Alpetop ! Uvil- kaarligt blev han Midtpunktet i Selskabet; man bænkede sig om ham., og snart førte han, Samtalen fra de ovennævnte Interesser over paa det, som fyldte hans Sjæl Dag og Nat: Guds Riges- Frem­ me. Med Hensyn til Menighedsarbejdet var han jo helt igennem \ Kirke fondsmand: Præsten skal være Prædikant og Sjælesørger, Menighedens læge Mæn-d og Kvinder skal overtage alt det prak­ tiske Arbejde.. Hellerup Menighed har i en Aarrække høstet Gavn af hans Tanker og Erfaringer, og han sparede aldrig sig selv; snart var han den menige Soldat, snart Fører og Igangsætter, altid villig til at give sig selv hen for at hjælpe andre. Endnu saa sent som to Døgn før han døde, udviklede han for min Hustru en stor Plan om Guds Riges Fremme i vor store By, hvis Hovedpointe var Enhed mellem Kirkens Førere som den eneste Vej til at opnaa den En­ hed blandt de kristne, uden hvilken de udenforstaaende efter Jesu eget Ord ikke kan komme til Tro paa Jesus. Han havde ladet Guds Aand gennemsyre hele sit Liv, derfor var han den gennemfine Ka­ rakter, elskelig i sit Hjem, trofast i Venskab. Under hans sidste Sygeleje fik jeg den ubegribelige Forret at sidde ved hans Seng hver Aften, Han ventede, at jeg skulde kom­ me, og jeg kom og bragte ham et Ord fra den, Bibelbog, som havde været hans Rettesnor for Livet fra hans Ungdomsdage. Og da hændte det ikke saa sjældent, at han overtog Førerskabet — døds