KøbenhavnsKirkesag_1922-25

44

Gaverne sammen. Og bagved er der g jort et stort og mønster­ værdigt organiseret Arbejde. Der er jo nogle blandt os, som Dag for Dag har levet med denne Opgave. Jeg skal ikke nævne Navnene paa de mange offervillige Givere og trofaste Arbejdere. Kun et Par Navne maa jeg minde om. Der er Gaardejer Jacobsen og hans Hustru. Deres Navne vil for lange Tider være knyttede til Filips Kirke, fordi denne Kir­ ke vil være en Del af deres Livsværk og et Udtryk for deres Trofasthed og Kærlighed til Guds Rige i dette Sogn. Og saa er der vor gamle Kordegn, Niels Foss. Sygdom hindrer ham i at være til Stede. Men han er her med alle sine Tanker. »Ingen kan lægge en anden Grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.« Ham tænker jeg paa, nu jeg ser Fundamenternes stærke Omrids af det, der skal rejse sig i de kommende Aar. Vi undres over, hvor stor og statelig den nye Kirke vil hæve sig over den gamle Kirke, og det er en frydelig Tanke, at over dette Sted skal hvide Mure rejse sig og over vore Hoveder samles til Hvælvinger. Men hans er Huset, og til hans Ære skal det fyldes af Orgelbrus og af en Menigheds Lovsang. Og her, netop paa dette Sted, skal Bekendelsen af hans Frel­ sernavn lyde, og Daaben udføres, og i Rundingen bag mig skal han dække det hellige Bord for os, og lige overfor, hvor jeg staar, skal en enkelt Røst hæve sig, naar alt er bleven stille, og i hans Navn forkynde Frelsens Vej ind til Gud. Alt dette er frydeligt at tænke påa; men fry deligst dog den Tan­ ke, at her skal rejses Helligdomme for Gud i Menneskehjer­ ter, hvor han blev Grundvolden. — Det tænker jeg paa, naar jeg i Dag ser, hvordan den Grundplan, Bygmesteren tegnede for os, hæver sig i den støbte Syld, og naar jeg staar ved den første lille Stump Murværk — ja da tænker jeg paa Kristus — Grundvolden. »Ingen kan lægge anden Grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.« ' Og saa gaar min Tanke tilbage. Jeg tænker paa den Plan til en Kirke, som Kristus efterlod sig. Thi det var jo Arven, han efterlod: Kirkeplanen. Om den Kirke er det jo, vi hele Tiden synger i Dag: »Tusind Aar stod Kristi Kirke« og »Paa Jerusalem det ny«. Et Udkast til en Kirke gav han, hvis Fundament skulde strække sig over hele Verden og gennem alle Tider, en Kirkeplan med uforgængelige Mure og himmelhøje Hvælvinger, mens Højaltret taber sig i Evig­ hedens Lys. For den Kirke vilde han være Grundvolden. Og den Kirke, vi bygger i Dag, er aandelig forstaaet et lille Led i Kristi Kirkeplan.