KøbenhavnsKirkesag_1922-25

77

Sønnens Naade og Fred og Aandens Liv og Glæde. Som vi synger: fælles om hans Liv og Fred, Lys og Kraft og Herlighed. Det er „de helliges Samfund“ eller Fællesskab, Udtrykket for, at alle Guds Børn i Verden har den samme Fader, den samme Frelser og den samme Aand til Helliggører. Vi er fælles om Riget. Vi er Rigets Børn. Der er kun eet Guds Rige paa Jorden, der er kun een Kirke — alle de troende indenfor alle Kirkesamfund; og disse har alle Del i det aandelige Fællesskab. Vi tror paa de helliges Samfund. Men det er med denne Tro, som med saa meget andet indenfor den kristne Tro, at den ikke altid har Magt i os, og at vi ikke altid opfatter den saa dybt og sandt, som vi skulde. Vi er meget tilbøjelige til at „stirre paa vort eget“ , til at være begrænsede og snævre i vort Syn paa andre, og til kun at ville have Samfund med dem, der i eet og alt er enige med os. Vi maa „udvide vore Hjerter“ , hvis det skal være Alvor med Troen paa de helliges Samfund. Vi er mere tilbøjelige til at se paa det, der skiller os fra andre troende end paa det meget større, der forener os med dem. Og det er da det første, jeg vil sige om Bønnens og de helli­ ges Samfund: Bønnen lukker Hjerterne op for de helliges Sam­ fund. Bønnen staar ved Indgangen til de helliges Samfund. Man kan ikke sige, at Bønnen er Kilden til de helliges Samfund. Det er ikke født af Bøn, men af selve Troens Samfund med Gud. Kilden til de helliges Samfund er Oplevelsen af Frelsen i Kristus. Er man i Samfund med ham, er man med det samme gennem ham i Samfund med alle Guds Børn i Verden; thi man er blevet en Gren paa Vintræet, et Lem paa Kristi Legem, som er Menig­ heden. Men Bønnens Opgave er at holde Sindet aabent for den Vel­ signelse, som det er at kende sig i Samfundet med de hellige, saa det ikke i Egenkærlighed og Hovmod lukker sig for de andre.' Bønnen udvider Hjærtet. Den kalder det rene Sind frem i os. Den dræber de selviske og hovmodige Tanker og hjælper os til Ydmyghed. Det er kun „sammen med alle de hellige“ , at vi kan formaa at begribe, hvad der er Længden og Bredden og Dybden og Højden i Guds Kærlighed, og kende Kristi Kærlighed, der over- gaar al Erkendelse (Efs. 3 , 18). Vi kender alle noget til, hvor det kan hjælpe os i vort Forhold til et andet Menneske, hvis vi kan komme paa Knæ med ham eller hende. De Forskelle og Modsætninger, som truede med at skille Hjerterne, forsvinder i Fællesskabet, naar vi er sammen inde for Herrens Aasyn. Det store faar Lov til at være stort og det smaa Lov til at være smaat. Perspektivet forandres; og det, man ikke kunde tale sig til Rette om, kan man bede sig til Rette med. Fællesskabet sejrer over Særstandpunkterne, Enheden over Forskellene. Af Naturen er vi alle mest tilbøjelige til at betone Forskellene.