KøbenhavnsKirkesag_1922-25

6

Sammenkomst med Præsterne ved Kirkefondets Kirker og deres Hustruer Mandag den 30. Januar Kl. 7% i K. F. U. M. Kirkefondet har altid haft megen Glæde af. disse aarlige Sammenkomster med Præsterne ved vore Kirker og deres Hustruer. Vi har Indtryk af, at saa mange, der kan, kommer til Stede og er glade ved at mødes baade for at høre Fore? draget, deltage i Forhandlingen og for det indbyrdes Sam? værs Skyld. I Aar var det Professor Westergaard, der indledede over Emnet: „Hvad er naaet og hvad er endnu ikke virkeliggjort af Kirkesagens oprindelige Program.“ Foredraget findes af? trykt nedenunder. Efter at man havde spist til Aften ledede Biskop Osten? feid Diskussionen, som blev meget livlig og interessant og sikkert kunde være fortsat betydelig længere, end Tiden til? lod det. Kirkefondets Møde den 30. Januar 1922. „Men dette bør I ikke være uvidende om, I Elskelige, at en Dag er for Herren som tusinde Aar og tusinde Aar som en Dag. Herren forhaler ikke Forjættelsen, som nogle agte det for en Forhaling, men han har Langmodighed med os.“ Disse Ord af Apostelen Peter er jo sagt i en anden Anled? ning end den, der har samlet os i Aften. Apostelen har vendt sit Øje mod de Ting, som skal komme, mod den nye Himmel og den nye Jord. Men det er jo dog saaledes, at Guds Ord har Ærinde til alt, hvad vi lever i her paa Jord, og det gælder, at Livet her og Livet hisset har den nøjeste Forbindelse med hinanden, som Roden nede i Jorden og Stængelen og Bladene oppe i Lyset. Og saa har vi da ogsaa Lov til at tage det Ord frem i Aften, naar der er Tale om Kirkesagen og dens Op? gaver. Det var i. Slutningen af 80erne, at Kirkesagen blev til. Den fødtes under Indtryk af den dybe aandelige Nød i Danmarks Hovedstad med den stærkt voksende Befolkning, og i Følel? sen af al den Elendighed, som derfra spredtes ud over vort Folk. Den blev baaret frem af Længselen efter at se de tro? ende indenfor Folkekirken samlede til en Enhed i fast Slag? orden, styrkende hverandre, knyttede sammen i den fælles Tro, i Kærlighed og indbyrdes Tillid, i fuld Bevidsthed om de kristnes store Ansvar, de store Opgaver og de store Forjæt? teiser.