KøbenhavnsKirkesag_1922-25

80

ken er saa dybt afhængig af Bønnen. Troens Bøn er som Haan­ den, der tager mod Guds Velsignelse i Ordet og ved Nadverbor­ det. Jo mere Bøn — jo dybere Virkning af Ord og Sakramenter — des rigere Vækst i Naaden, des skønnere Kristenliv. Derfor maa vi ogsaa give Bønnen god Plads i vore Gudstjene­ ster og ved Menighedssamfundets Møder. Den maa ikke blive blot som et Buk for vor Herre til Begyndelse og Slutning, men der maa gives Lejlighed til Bøn, fri Bøn, stille Bøn, fælles Lov og Tak, fælles Forbøn for Guds Riges Gerning. Der mangler meget i, at Tilbedelse og Taksigelse, Bøn og Forbøn har faaet den Plads, der tilkommer dem. Og vi bør forberede os til Deltagelse i Fælleslivet gennem Bøn, saa vi har været i Bøn, inden vi gaar i Kirke elier til Menighedsmøde. Men Bønnen er ikke blot en Del af de helliges Fællesskab, den er ogsaa det store Middel til at bevare og udvide de helliges Fællesskab. Jeg tænker særlig her paa Forbønnen. Naar vi bede: Dit Rige komme, bede for Hedningers, Muhammedaners og Jø­ ders Frelse, følger Anvisningen om at bede Høstens Herre drive Arbejdere ud, retter os efterFormaningen til at bede for Arbej­ derne derude, at Ordets Dør maa aabnesdem — ja saaer vi i Bønnens hellige Fællesskab med Herren, der arbejder paa at ud­ brede Riget og faa stedse flere ind i „de helliges Samfund“ . Og naar vi er i Bøn for Sjæle herhjemme, der er borte fra deres Herre og ude i Verden, saa arbejder vi paa at drage ogsaa dem ind i „de helliges Samfund“ . Og jo mere det er os om, at gøre, des mere bliver vor Bøn for andre til en Strid, en Kamp, en Udholden­ hedsprøve, der i alt Fald bliver os selv til Velsignelse efter Or­ det i Lucas 10,5 — 6 „er der der en Fredens Søn, saa kommer eders Fred over ham, ellers vender den tilbage til eder selv“ . Og saa- ledes skal vi jo ogsaa vise Brodersindet overfor dem, der er ved at glide og snuble iblandt o s : „Dersom nogen ser sin Broder begaa Synd, som ikke er til Døden, han skal bede og give ham Liv (1. Joh. 5, 16). „Beder for hverandre, at I maa læges“ (Jac. 5, 16). Det er Bønnens aktive Tjeneste for de helliges Samfund — der ikke blot bereder Sindet for dette, men opbygger og udvikler det gennem den gensidige Forbøn for hverandre. Maatte Bønnen faa en stor Plads i vort Menighedsliv! Ikke blot i Enkelt­ menigheden, saa de helliges Samfund kendes klart i den, men ogsaa i hele vor Kirke — og i vore københavnske Menigheder, saa de fik Lyst til at samles til Fællesmøder og tage fælles Tag i det store fælles Arbejde — ikke blot i Hedningemissionen, men ogsaa i Arbejdet for at gøre vor By til en kristen By — i indre Missions og i Kirkesagens store fælles Arbejde, ogsaa saaledes, at de Menigheder, der ikke selv mangler Kirke og Menighedshus, gjorde fælles Sag med dem, der mangler og prøvede paa at hjælpe dem til at faa. Men det naas nok, naar blot Bønnen faar den rette Plads iblandt o s!