OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid_1913

KILDEFORLYSTELSER I DYREHAVEN

28

Men Dyrehaugen meest var skiøn, Hver dandsed sin Corante, Der drog ud baade Qvinde og Mand Og drak det skiønne Kildevand, Dandset, drak, og drak og aad, Aad og drak og dandset. Den Skov blev fuld af Sang og Fryd Rosenrøde Skiermante, Saa knap man hørte Øren Lyd For Spil og Trimulante, I Telten gik det meget flink, Kluk, kluk, kluk med Klang og Klink, Strengen hørtes, Sangen gik, Lystigen man dandste.

Dyrehavskildens egentlige Glansperiode oprinder i Halvfemserne og varer ved til Bombardementet; derefter indtræder nogle magre Aar, men atter i den sidste Snes Aar af Frederik den Sjettes Tidsalder øver den en mægtig Tiltrækning paa Hovedstadens Publikum. I Aarene efter 1790 synes Tilstrømningen at have været uhyre og mange af Kildegæsterne kam­ perede St. Hansnat i Dyrehaven. Kildeforlystelsernes Ry havde tillige bredt sig ud over Landets G rænser og hidlokkede de tilrejsende. Den bekendte Filosof og Digter Lavater, der i Sommeren 1793 opholdt sig i Danmark, anslog Tallet paa Vogne og Chaiser, der var stævnet til Kilden St. Hansdag, til over 200 — og Vejret var endda slet. Søndagen før Vor Frue Dag, da han atter aflagde Dyrehaven et Besøg, var der henimod 800 — skriver otte Hundrede Køretøjer, mest aabne, store Vogne, der kunde rumme 10-12 Personer, medens et Hav paa otte til tolv Tusinde