Kunsthaandværkerskolen_1930-55

dere på få uger, - hos dem kan man næppe vente at finde megen kunstnerisk modenhed, eller faglig færdighed. Her er tale om en »mekanisering«, som må kræve forarbejder af særlig kvalifice­ rede folk, kunstnere og teknikere, - igen en ny kategori. Dertil kommer den desværre altfor velkendte mangel på lærepladser for den opvoksende ungdom. Selv om håndværket erkender, at det er dyrt at uddanne lærlinge, men endnu dyrere at und­ være veluddannede svende, kommer man jo ikke uden om, at der mangler lærepladser i meget stor udstrækning, og at denne situation kan komme til at nærme sig en katastrofe i de kom­ mende år, såfremt der ikke findes udveje for at løse den. På denne baggrund: mekanisering af fagligt arbejde - man­ gel på lærepladser, får »skolen« en forøget betydning, idet den dels må virke som »samvittighed« for kunstnerisk, faglig ud­ dannelse, d. v. s. være på højde med erhvervenes krav, men absolut også forud for disse, dels præstere sådanne uddannelses- og træningsmuligheder, som bliver nødvendige, når fagene og værkstederne specialiserer sig for hårdt. Der er for mig ingen tvivl om, at udviklingen i den nærmeste fremtid vil gøre det på­ krævet at oprette »værkstedsskoler« til supplering af mester­ læren, og som modvægt imod en for vidtgående specialisering. Netop for dansk kunsthåndværk vil det blive en livsbetingelse, at man fagligt og kunstnerisk kan holde sig i toppen, og når erhvervsforholdene ligger sådan, at uddannelsesmulighederne svækkes, bliver det skolens sag at sikre tilstedeværelsen af det fornødne antal veluddannede fagfolk. Kunsthaandværkerskolens opgave gennem de forløbne 25 år har dels været at drive en aftenskole, hvor fagenes lærlinge kunne få den nødtørftige teoretiske uddannelse, der kræves i forbindelse med udførelse af svendestykke, dels at opretholde en dagskole, som for en del fags vedkommende er en total ud­ dannelsesskole, for andre fag en videreuddannelse af dygtige medarbejdere.

2 3