SkyggeridsAfGamleMinder

100

skjønne“ , men som dog gjorde et varigt Indtryk paa mit meget unge Hjerte. — Je g husker ogsaa, hvor bedrøvet jeg var, da han en Tidlang var bleven lam i Ar­ mene, som Følge af en Blodforgiftning. Skjøndt jeg ellers lo af alt, hvad han sagde, var jeg nærved at græde, naar jeg i den Tid hørte ham sige: „Naa, Børn, tag min Pote! jeg kan jo ikke selv række Je r den.“ — Vi Børn veg neppe fra ham, naar han besøgte os, og naar han gik, fulgte vi ham helt ud paa Trappen, for ikke at tabe en Stavelse af hans Vittigheder. En Dag, da han ret var i sit muntre Hjørne, beor­ drede han os til at blive staaende ved Vinduet og nikke til ham, naar han forlod os. Vi boede ganske nær ved Nikolai- Taarn, som den Gang var omgivet af de gamle T ræ-Slagterboder; disse havde ikke rigtige Døre, men blev lukket med en Slags store Laag, der strakte sig langt ud paa Fortouget. Det var netop en Søndag-For­ middag, og da Lorch kom ned paa Gaden, tændte han sin Cigar, svøbte sig ind i sin Slængkappe og lagde sig, saa lang han