SkyggeridsAfGamleMinder

101

var, op paa en af disse skraa Døre, medens han af og til nikkede op til os. Der sam ledes efterhaanden Masser af Mennesker omkring ham; de, der kjendte ham, var nærved at dø af Latter, medens de Andre naturligvis antog ham for en gal Mand; han blev liggende der en god Stund, og uden at fortrække en Mine. — Uagtet det morede ham at være saa sikker paa sit Publikum, saa blev han dog undertiden træt og kjed af den Slags Po­ pularitet. Je g hørte ham engang udbryde helt fortvivlet: „Det er en Ulykke at gjælde for et vittigt Hoved! Ingen taler nogensinde et fornuftigt Ord med mig. Man kalder mig „den gale Lorch“ , og jeg faaer saamænd aldrig nogen Praksis. Gid jeg idetmindste kunde blive Læge hos „Katøflerne“ , saa havde jeg dog noget at bestille.“ — (Kartoffelsygdommen var den Gang et nyt og meget udbredt Samtale- Emne.) Hvor afholdt Lorch end var, saa véd jeg dog, at han har havt en uforsonlig Fjende; da samme Fjende var lige saa